LB Altimeters havde brug for bevis for, at deres produkter overholder gældende MIL-standarder. FORCE Technology’s fagspecialister bistod med målrettede tests og viden om standarderne, som gav LB Altimeters den nødvendige dokumentation.

Af Nanna Bastved, FORCE Technology

Den danske elektronikvirksomhed LB Altimeters sætter en ære i, at deres produkter er af meget høj kvalitet. Og med de seneste klimatiske-, mekaniske og EMC-tests foretaget af FORCE Technology har LB Altimeters’ salg fået et ekstra skub fremad.

”De tests, vi har fået lavet hos FORCE Technology, har betydet, at vi kan gå videre i dialogen med nogle kunder, som har fået testrapporterne. De har sagt, at rapporterne besvarer deres spørgsmål, så nu kan vi begynde at lægge nye ordrer ind. Det er helt specifikt, hvad de her rapporter gør for os,” siger Jacob Nielsen, som er Udviklingsdirektør hos LB Altimeters.

Samarbejdet sparer tid og kræfter

Virksomheder som LB Altimeters henter hjælp og sparring hos FORCE Technology om standarderne, fordi de ikke selv ligger inde med denne dybdegående viden. Sprogbrug, standardernes begreber og fortolkninger af de svære detaljer i standarden kræver indsigt i, hvordan den er blevet til. Derfor er der også en stor fordel, at man som FORCE Technology har kendskab til, hvordan en testmetode har udviklet sig gennem de seneste versioner af en standard.

LB Altimeters, der også for år tilbage fik foretaget test hos FORCE Technology, er ikke i tvivl om, hvad de har fået ud af FORCE Technology’s eksperthjælp.

”Det har bevirket, dels at vi har kunnet opnå de pågældende standarder, og dels så har det sparet os rigtig, rigtig meget tid i test, at der står en i den anden ende og siger: ”Vi skal gøre sådan her, for så får I opfyldt jeres ønsker.” Det er helt perfekt. Det er på grund af den ekspertise, vi er kommet igen. Man kommer jo der, hvor der er dygtige mennesker,” siger Jacob Nielsen.

Viden på tværs af landegrænser

FORCE Technology’s fagspecialister hjalp med omfattende tests og dybdegående viden om standarderne, som gav LB Altimeters den nødvendige dokumentation. En viden som FORCE Technology’s folk indhenter via deres aktive involvering i standardiseringsarbejdet indenfor klimatisk-, mekanisk- og EMC-test.

”Det har helt klart betydning for os, fordi de folk, der deltager i de her standardiseringsråd – nationalt og internationalt – er de dygtige folk. Det er folk, der ved, hvor vi skal hen, og hvordan vi skal måle, og hvordan vi skal gøre det dokumenteret at måle det på tværs af landegrænser,” fortæller Jacob Nielsen.

Læs den fulde artikel her

 

Foto: FORCE Technology