Lodam

Rådgivning førte til optimeringer hos Lodam

Af Lasse Skytt

Over det seneste halvandet år har Lodam Electronics været igennem et undervisnings- og rådgivningsforløb med DELTA for at optimere virksomhedens udviklingsproces med skarpere kravspecifikationer og test af software.

Lodam Electronics udvikler og producerer elektroniske, energibesparende styringer til køleanlæg, klimaanlæg og varmepumper, og et af den sønderjyske virksomheds produkter er styring af transportkøling i containere.

– I tæt samspil med vores kunde udvikler vi løbende nye features til såvel eksisterende containere som til nye containere for at opnå optimeringer af driften hos slutbrugeren. Dette øger softwarens kompleksitet. Vi ønsker derfor at kunne verificere vores kravspecifikation ved hjælp af test og dermed få bygget en systematik ind for at skabe en sikkerhed for, at det, vi leverer, også opfylder kundens krav og behov, forklarer Development Manager Lars Mou Jessen fra Lodam Electronics.

Virksomheden har altid arbejdet med både kravspecifikation og test af software, men det var især linket imellem de to processer, som Lodam Electronics gerne ville optimere.

Ville løfte kompetencerne

Af den grund tog virksomheden i 2013 kontakt til DELTA, og den indledende fase af samarbejdet var et undervisningsforløb bestående af to kurser.

– Vi ville gerne løfte vores kompetencer og viden om kravspecifikation og test af software, inden vi begyndte at tale om værktøjer og implementering, siger Lars Mou Jessen.

Det første kursus var det anerkendte ISTQB Foundation Level-kursus, som DELTA udbyder for at få virksomheder til at få mere ud af de ressourcer, de bruger på softwaretest. Kurset fokuserer på at give deltagerne de nødvendige værktøjer og kompetencer til at udarbejde og gennemføre test på en struktureret måde.

Størstedelen af Lodams softwareudviklere i Sønderborg deltog, og de afsluttede kurset med at bestå en eksamen, der gav dem det internationale certifikat i test af software.

Fælles videnopbygning for medarbejderne

Det andet kursus var det ligeledes anerkendte IREB Requirements Engineering-kursus, der fokuserer på bedre forståelse og udformning af kravspecifikationen, så den passer til en given software. Dette kursus havde DELTA planlagt med udgangspunkt i Lodam Electronics, og det var således indrettet, så det var relevant for netop de produkter, Lodam står bag.

Også her deltog en stor del af virksomhedens medarbejdere, men som følge af at det var et mere skræddersyet undervisningsforløb, blev dette kursus ikke afsluttet med et certifikat, sådan som det var tilfældet med det første kursus.

– På begge kurser gennemgik vi en række aspekter, som satte tingene i perspektiv i forhold til de systemer, vi laver. På det første kursus var der dele, der var fastlagt, og som vi skulle igennem, hvilket var relevant for os i forhold til at udbygge vores viden. På det andet kursus var nogle emner taget ud, men også her havde vi gode diskussioner undervejs, som handlede om vores konkrete udfordringer, siger Lars Mou Jessen og uddyber:

– Og det er netop fordelen ved at deltage på et internt og målrettet kursus. Det har fungeret som en fælles videnopbygning hos vores medarbejdere, hvilket vi efterfølgende har kunnet drage nytte af, fordi der bagefter har været en fælles forståelse i afdelingen, sådan at alle er med på, hvad der skal optimeres, og hvordan det skal ske, forklarer han.

Kontinuerlig rådgivningsfase

Og netop i forbindelse med selve implementeringen af værktøjerne har samarbejdet med DELTA haft stor betydning for Lodam Electronics. Efter kurserne har virksomheden nemlig løbende fået rådgivning herom af DELTA’s konsulenter.

– Første del af rådgivningsfasen var struktureret og planlagt på den måde, at der blev lavet analyser af, hvordan vores processer så ud. DELTA’s folk var i den forbindelse her i virksomheden over nogle dage, hvor de interviewede vores medarbejdere og gennemgik, hvad der kunne optimeres. Det udmøntede sig i en afrapportering, hvor de fremlagde resultaterne af deres analyse for os, forklarer Lars Mou Jessen.

Herefter har Lodam Electronics flere gange modtaget fleksibel rådgivning fra DELTA’s konsulenter, når der har været behov for det.

Læs mere på DELTA’s hjemmeside