Ny software giver tilgængelige tablets

Der findes omkring 1,1 millioner mennesker i Danmark, der ikke er født ind i den digitale tidsalder, og som har brug for en håndsrækning, når de skal anvende computere og tablets. Det har virksomheden duka søgt at imødekomme med hjælp fra InnoBooster og Alexandra Instituttet.

Virksomheden duka har udviklet et koncept, som gør det nemt for seniorer at bruge computere, tablets og telefoner. Særligt gør duka sig bemærket ved at sælge nemme computere og en medfølgende serviceordning, som sørger for, at man aldrig skal opdatere programmer eller spekulere på sikkerhed. Når man køber en computer hos duka, er den allerede forudinstalleret, så man blot skal tænde maskinen for at være i gang. Hver computer er er unik for den enkelte bruger, og mailen er allerede konfigureret, og computeren er sat op. Modsat mange andre computere på markedet, hvor man skal igennem en del installationsfiler, før man er i gang.

Hjælp til iPads

Duka har i forbindelse med et samarbejde med Apple Danmark kontaktet Alexandra Instituttet for at få hjælp til at udvikle brugergrænsefladen på deres løsninger. Samarbejdet kom i gang, efter at Apple Danmark kontaktede duka, da de netop stod over for en udfordring med at hjælpe den ældre del af befolkningen. Det resulterede i en app, som kan give brugerne den nemmeste indgang til iPads, da appen lægger sig som en skal oven på Apples IOS-brugergrænseflade, som Rasmus Thostrup Møller, direktør hos duka, forklarer det:

”Selv om man forestiller sig, at en iPad er intuitiv og brugervenlig, så har Apple haft en del henvendelser fra seniorer, der har haft brug for vejledning til at udnytte iPad’ens fulde potentiale. Her har Alexandra Instituttet hjulpet med at lave den helt rigtige brugergrænseflade og samtidig lavet den, så vores kundeservice kan se med på brugerens iPad, så kundeservice kan guide brugeren bedst muligt”

Løsningen er ifølge Rasmus Thostrup Møller helt unik og betyder, at duka nu kan supportere og sælge andre produkter end deres egne laptops. Derudover giver adgangen til Apples platform adgang til en langt større kundegruppe end i dag.

Central brugerundersøgelse

Alexandra Instituttet har ageret leverandør og har bl.a. bidraget med den overordnede facilitering af projektet. Det har inkluderet et fokus på koblingen mellem brugernes behov og softwareudviklingen, som man er blevet klogere på gennem en brugerundersøgelse. Det er Kasper Noer Andersen, der er Assistant Organisation Analyst i People, Technology and Business Lab på Alexandra Instituttet, som har stået for brugerundersøgelser og kundeinterviews. Han forklarer:

”Vi har hjulpet med at forstå de præmisser, der kendetegner duka’s typer af brugere. De har særlige forudsætninger, f.eks. i form af sygdom eller meget forskellige it-erfaringer, der gør, at de har brug for særlig it-support. Det har derfor været vigtigt at finde det rigtige match mellem duka’s teknologi og brugernes forudsætninger”

Ud over dette fokus på brugerne, har Alexandra Instituttet videre bidraget med en teknisk behandling, som har lagt vægt på introduktion og sparring i forhold til den nye teknologi.

Læs mere om projektet her