liv

Liv i rummet på Hjørring Bibliotek

Alexandra Instituttet har sammen med det strategiske designbureau, OddFischlein, pustet nyt liv i de tre digitale installationer Animatoren, Boxen og Biffen på Hjørring Bibliotek. Nu har børnene på biblioteket mulighed for at skabe deres egne stop-motion film på Animatoren eller optage en film med sig selv i Boxen og efterfølgende se filmene på storskærmen Biffen.

“Formålet med installationerne er at give børnene mulighed for at skabe deres egne fortællinger. Vi ønsker at skabe rum for leg og læring – i det hele taget skabe liv i rummet på biblioteket. Installationerne har været en del af biblioteket i 10 år, men da de ikke længere fulgte med tiden, tog vi kontakt til Alexandra Instituttet, fortæller Anne Heidmann,” børnebibliotekar på Hjørring Bibliotek.
På det tidspunkt var der ikke lavet softwareopdatering i alle de år, installationerne havde været en del af biblioteket, nogle af installationerne virkede simpelthen ikke mere, og det var vanskeligt for bibliotekets personale at administrere de mange film, børnene producerede.

Workshop som kickstarter for udviklingen

Alexandra Instituttet indgik et samarbejde med OddFischlein, hvis ekspertise ligger inden for visuel identitet. Alexandra Instituttet skulle stå for udviklingen af software og interaktionsdelen, og OddFischlein skulle udvikle den grafiske del af opdateringen. Installationernes fysiske rammer blev bibeholdt.

“Det var en proces i sig selv, at finde frem til, hvad vi skulle lave. Derfor afholdte vi i starten af forløbet en workshop på Hjørring Bibliotek, som skulle hjælpe os til at finde frem til hvilke funktionaliteter, der skulle tilføres installationerne. Under workshoppen prøvede vi også selv at lave en film på animatoren, som den fungerede på daværende tidspunkt, men det var ikke intuitivt, og det var tydeligt, at den trængte til en opdatering,” forklarer Daniel Andersen, som var en af de involverede fra Alexandra Instituttet.

Lettere administration for bibliotekets personale

Alexandra Instituttet stod desuden for at udvikle et administrationsværktøj til bibliotekets personale, da alle de film, der produceres, først skal sorteres og godkendes af personalet, før de kan vises i Biffen.

“For os er redigeringsarbejdet blevet meget nemmere, og vi kan administrere filmene, lige hvor vi vil via vores computer, tablet eller smartphone,” fortæller Anne Heidmann.

Med det nye administrationsværktøj er det nu også blevet muligt at vise andre film i Biffen end børnenes selvproducerede film. På Hjørring Bibliotek findes desuden installationen Ordkløveren, hvorpå børnene kan lege med ord, rim og remser. Denne var der ikke akut behov for at få opdateret, men Hjørring Bibliotek har efterfølgende kontaktet Alexandra Instituttet for også at få denne videreudviklet.