Lithium Balance

Er LiTHIUM BALANCE A/S det nye Danfoss?

Af Dorthe Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

Selvtilliden mangler ikke hos Lars Barkler, ceo i LiTHIUM BALANCE A/S, da han bliver spurgt til virksomhedens ambitioner: ”Vores mål er at bliver det nye Danfoss inden for batterisystemer”. 

Virksomheden LiTHIUM BALANCE A/S laver styringssystemer til batterier, der bruges i elbiler, hybridbiler og store maskiner. Virksomheden sælger primært til eksportmarkeder i Europa, men også til Asien og USA. Virksomheden har 17 ansatte. Der er tale om en forholdsvis ung virksomhed, der er startet op i 2006 som en spin off fra Teknologisk Institut.  Virksomheden har fra starten haft et tæt samarbejde med universiteter og GTS-institutter.

Forskning og udviklingsprojekter giver adgang til viden

Lars Barkler er CEO i LiTHIUM BALANCE A/S. Han fortæller, at virksomheden profiterer af at deltage i forsknings- og udviklingsprojekter, og det er der gode grunde til:

”Som en lille virksomhed er det umuligt at løfte alle kompetencer selv. Derfor har vi fra virksomhedens start satset på at indgå i partnerskaber om innovation, fordi vi dermed får adgang til ny viden. Samtidig giver det mulighed for medfinansiering på områder, hvor vi har brug for udvikling for at bevare vores konkurrencekraft. Forsknings- og udviklingsprojekter giver desuden adgang til super vigtigt netværk hos universiteter, GTS-institutter og andre virksomheder. Dermed får vi adgang til kompetencer, som det er umuligt for en lille virksomhed at besidde på egen hånd”, siger Lars Barkler og fortsætter:

”For LiTHIUM BALANCE A/S har deltagelse i partnerskaber om innovation været helt afgørende for vores udvikling og den position, vi har på markedet nu. En del af de 17 medarbejdere vi er i dag, er der jo, fordi vi har haft succes med at søge midler, og den vej rundt har kunnet udvikle vores forretning”.

Det kan godt være, at LiTHIUM BALANCE A/S i dag er en mindre virksomheder, men det sætter ikke en dæmper for ambitionerne, selv om konkurrencen forventes at blive særdeles hård:

”Vi har en grundteknologi, som vi var blandt de 4-5 første, der kom på markedet med. Nu er der 70 konkurrenter rundt om i verden. Når markedet vokser, så ved man, at de store virksomheder også begynder at få interesse for det. Så spørgsmålet er, hvad der gør os interessante og levedygtige? Det er, at vi hele tiden er på forkant af udviklingen. Toget må ikke køre forbi os. Vi skal i den grad sørge for at følge med i udviklingen – og helst være foran hele tiden. Ikke mindst da vores mål er at blive det nye Danfoss – bare inden for batteristyring.  Men det er klart, at det sker ikke over en nat, og det kræver konstant udvikling og fastholdelse af vores konkurrencekraft.”

GTS-nettets kompetencer åbner døre

For LiTHIUM BALANCE A/S er det centralt at have adgang til GTS-nettets teknologiske kompetencer. Virksomheden har samarbejdet med flere GTS-institutter bl.a. Teknologisk Institut og DELTA. Særligt i forhold til DELTA har der været et kontinuerligt og tæt samarbejde:

”Vi har igennem flere år haft et tæt samarbejde med DELTA. I dag starter vores samarbejde allerede i designstadiet, fordi det betyder, at vi ender ud med noget, der kan komme igennem akkreditering og test fra en start. Nogle gange samarbejder vi i FoU-projekter, andre gange køber vi ydelser. Vi deltager fx sammen med DELTA i et FP7-projekt om asics. Det er specialiseret og dyrt at udføre test, og det er en opgave, det ikke kan betale sig at have inhouse. Hos DELTA får vi adgang til en bred pallette af kompetencer, vi ikke finder samlet andre steder, og samtidig er DELTA akkrediteret til at gøre det”, siger Lars Barkler.

En anden ting, som LiTHIUM BALANCE A/S har brugt DELTA til, er, at skabe tillid til virksomhedens formåen:

”Som lille virksomhed ser vi ikke ud af meget, når vi skal gøre os interessante for store internationale virksomheder. Derfor tog vi en stor kunde og kundens kunde med på besøg hos DELTA for at vise, hvad det er for kompetencer, vi baserer vores produkt på. Jeg er sikker på, at det overbeviste dem om, at vi var den rigtige partner for dem, og det betyder, at vores styresystem nu bruges i en af de store producenters elbiler”, fortæller Lars Barkler.

Innovationskonsortier bringer relevante parter sammen

LiTHIUM BALANCE A/S har gode erfaringer med at deltage i innovationskonsortier, og her er det ikke mindst mixet mellem GTS-institutter, universiteter og virksomheder, der skaber god grobund for innovation:

”Vi har haft stor glæde af at deltage i innovationskonsortier inden for udvikling af batteriteknologi. Når både universiteter og GTS-institutter deltager, så ved man, at der er et højt videnniveau, og det er vi glade for at få del i. Til gengæld tilfører vi projektet noget konkret, og det tror jeg, de sætter pris på. Dermed er det gensidige samarbejde frugtbart for alle parter”, fortæller Lars Barkler og fortsætter:

”Universiteterne deltager ofte med en phd, og det betyder, at det er meget langsigtet og ofte har et tidsperspektiv på 3-5 år, før man får noget ud af det. GTS-institutterne er meget tættere på praksis og på markedet, og derfor er man som virksomhed meget tættere på at kunne få en konkret produktydelse ud af samarbejdet.”

Flere SMV’ere kan med fordel bruge innovationssystemet

Lars Barkler ærgrer sig over, at der ikke er flere danske SMV’ere, der udnytter de gode muligheder, der findes for at få hjælp med innovation.  Han mener, at der rundt om i landet er masser af gode innovative ideer, der aldrig kommer på markedet, fordi virksomhederne ikke besidder de nødvendige kompetencer til at bringe ideen til markedet. Det bør man tænke på, når de nye samfundspartnerskaber om innovation skal realiseres. Lars Barkler siger:

”Der bør være en særlig indsats for at få langt flere SMV’ere mobiliseret i de kommende samfundspartnerskaber om innovation, så de kan profitere af den viden, der bliver udviklet her. Det vil betyde flere innovative virksomheder og flere nye innovative produkter, og det er der brug for.”

FoU-projekter passer til virksomhedens strategi

For Lars Barkler er det helt afgørende, at de forsknings- og udviklingsprojekter, virksomheden går ind i passer sammen med virksomhedens overordnede strategi. Den bevidste tilgang til, hvad virksomheder skal involvere sig i, betyder samtidig at virksomheder i dag selv er kommet derhen, hvor de kan være initiativtagere til forsknings- og udviklingsprojekter:

”Med tiden har vi kunnet påtage os en større rolle i de projekter, vi går ind i. Nu er vi med til at definere projekterne, og det betyder, at vi kan koble vores deltagelse tæt med vores forretningsstrategi, hvilket er en afgørende forudsætning for at få succes. I øjeblikket er vi med i 6-8 forsknings- og udviklingsprojekter af 3-4 års varighed”, siger Lars Barkler.

Læs mere om virksomheden her