demente

Brikkerne falder på plads i huskespil for demente

Af Lasse Skytt

Efter et vidensamarbejde med DELTA har designvirksomheden Nicodesign bragt sit stimuleringsværktøj til demente tættere på markedet. Sensory Memory Game (SEMO) hedder produktet, og konceptet går ud på at hjælpe ældre mennesker med demens til at genopleve minder ved brug af sanser i individuel eller gruppesammenhæng.

Behov for teknisk ekspertise fra DELTA

Inden Nicodesign indledte samarbejdet med DELTA i sommeren 2014, havde virksomheden testet SEMO hos en række beboere på to plejehjem i hovedstadsregionen. Her observerede plejepersonalet, at de ældre udviste følelsesmæssige og positive reaktioner ved brug af produktet. Men på trods af den positive feedback var der ifølge direktør i Nicodesign, Nicolas Nicolaou, stadig behov for teknisk ekspertise udefra for at realisere SEMO. Og derfor tog man kontakt til DELTA.

– Vi havde brug for nogen, der kunne løse de elektroniske udfordringer ved produktet. Og det kunne DELTA, ligesom de også bidrog med andre aspekter, herunder netværksskabelse og forretningsforståelse, siger stifteren af Nicodesign, der som virksomhed fokuserer på at finde socialt ansvarlige teknologiløsninger for de svage, miljøet og handicappede.

Nicolas Nicolaou uddyber: – DELTA involverer sig aktivt i processen, sætter sig grundigt ind i tingene og leverer relevante og realistiske løsninger tilbage. Det er en stor glæde at arbejde med nogen, der taler samme sprog, siger han.

Fra videnkupon til prototype

Samarbejdet var resultatet af en videnkupon (som i dag hedder InnoBooster) – en ordning, hvor små og mellemstore virksomheder kan ansøge om støtte til rådgivning og sparring hos et GTS-institut som eksempelvis DELTA. Nicodesign var interesserede i at gøre brikkerne i deres huskespil til ældre demente mere teknisk avancerede, og i ansøgningen om en videnkupon hos DELTA beskrev designvirksomheden de indledende skridt frem mod en prototype.

DELTA’s specialist i teknologisk innovation, Mikkel Leth Olsen, forklarer, at det i beskrivelsen af disse skridt er essentielt at kunne konkretisere over for virksomheden, hvordan man vil forbedre et fremtidigt produkt gennem et videnkupon-samarbejde.

– I Nicodesigns tilfælde handlede det blandt andet om, hvad SEMO-produktet skal kunne, hvilken teknologi det skal indeholde, hvordan brugerne skal interagere med denne teknologi, samt hvordan produktet skal reagere på de input, man får fra ældre mennesker og plejepersonale, fremhæver han og tilføjer, at det netop var sådanne problemstillinger, DELTA kunne bidrage med svar på i løbet af samarbejdet, inden prototyperne blev produceret i vinteren 2014 og foråret 2015.

Stimulerer sanserne for de demente

SEMO udmærker sig ved, at det stimulerer sanserne, ligesom der er mulighed for at tilpasse produktet til den enkeltes brugers behov. Det er dermed let at skræddersy ved at tilføje egne billeder og lydmemoer til de brikker, der udgør spillet, og som skal matche sammen ligesom i et almindeligt huskespil.

– Når man får en brik med et billede af den dementes barnebarn, skal det eksempelvis tilpasses sådan, at der kan afspilles lydklip med barnebarnets stemme. Det budskab fik DELTA og løste det, forklarer Nicolas Nicolaou.

SEMO kan både være et personligt produkt, men det kan også spilles sammen med andre demente. Eksempelvis kan den danske nationalsang afspilles, hvorefter man skal finde brikken med det korrekte flag. Når man finder det rigtige match, lyder der en fanfare. Også lugtesansen sættes i spil. For eksempel er der duft på nogle af brikkerne, såsom kaffe eller tobak, og så er der en anden brik med et billede, som man skal associere dertil.

– Det her med at høre nogle lyde eller musik eller at blive stimuleret via lugtesansen, det kan faktisk få nogle baner skabt i hukommelsen, som ellers ikke bliver skabt eller aktiveret hos demente. Lige pludselig kan de få noget kvalitet i hverdagen, som ellers ikke ville eksistere, konstaterer Nicolas Nicolaou.

Iterativt forløb med tekniske overvejelser

Sparringsforløbet med DELTA inkluderede en række iterationer, hvor man i samarbejde med Nicodesign gennemgik flere af produktets dele.

Det handlede blandt andet om at vælge, hvilken type teknologi der skal sidde inde i prototyperne, samt hvad man ville kunne opnå ved at tilføje nogle andre sensorer end dem, der oprindeligt var tiltænkt. Dernæst opvejede man det mod, hvad det ville koste at have den pågældende teknologi i den endelige produktion.

Eksempelvis testede DELTA mulighederne for at indlemme et accelerometer i produktet – en digital chip, som kan registrere, hvordan noget bevæges. Accelerometeret er indtil videre blevet en del af prototypen. Andre tekniske overvejelser drejede sig om temperaturer samt anvendelsen af RFID-teknologi i forhold til, hvilke brikker der bliver lagt.

Læs mere på DELTA’s hjemmeside