Energi, Energibesparelser

Energibesparelser hos vand- og kloakforsyninger

Mange danske renseanlæg, vand- og kloakforsyninger bruger meget energi. Fem førende danske virksomheder inden for energi- og forsyningsområdet har udviklet en ny service, der kan spare på energien, mindske CO2-udledningen og forbedre økonomien hos vand- og kloakforsyningerne. Der er brug for at optimere de danske vand- og kloakforsyninger, hvis de skal leve op til de stigende politiske krav om energibesparelser, lavere CO2-udledning, rent drikkevand og leveringssikkerhed. Mange renseanlæg, vand- og kloakforsyninger er baseret på teknologi, som kan optimeres. Derfor har DHI og fire andre virksomheder, der er førende inden for hver deres felt, samlet deres kompetencer og tilbyder nu vand- og kloakforsyningerne teknologiske services med energibesparelser for øje.

E5-samarbejdet

Samarbejdet mellem virksomhederne hedder E5. Ud over GTS-instituttet DHI, som arbejder med vand, miljø og sundhed, deltager Dong Energy A/S (energiproduktion og -rådgivning), Picca Automation A/S (energi og automation), Stjernholm A/S (vandbehandling på vandværker, i kloaksystemer og på renseanlæg) og Orbicon A/S (vandmiljø, vandbehandling, klima, forsyningsteknik, miljøteknik og anlægsteknik) i samarbejdet. Gruppen tilbyder drikke- og spildevandsforsyningerne at foretage en samlet, omfattende energioptimering af hele forsyningen ved at optimere energiforbrug og drift samtidig. Det sker ved at implementere et system, der er optimeret både i forhold til finansieringsmodellen, teknologi og service. Målet er at sænke energiforbruget med 10-30 % med tilbagebetalingstider på relativt få år – ofte ned til to til tre år. Omkostningerne finansieres af energibesparelserne, og det er på den måde en win-win-situation for både forsyningerne, forbrugere, der oplever øget forsyningssikkerhed og prisstabilitet, og for klimaet, fordi det udleder mindre CO2.

Store energibesparelser for forsyningsselskaberne

E5-gruppens medlemmer har hjulpet kommuner med at reducere energiforbruget med 10-30 % på 45 renseanlæg og med 10-60 % på 225 pumpestationer. Tallene vokser fortsat, og E5’s services er en mulig brik for kommunernes chance for at nå regeringens mål om energibesparelser. Investeringerne er på den måde hurtigt tjent ind igen, og det giver forsyningerne anledning til at foretage optimering på trods af økonomiske trængsler.

Samarbejde sikrer bred kompetenceflade

Samarbejdet mellem de fem virksomheder i E5-gruppen sikrer, at den samlede kompetenceflade er stor. Resultatet er en betydelig videndeling og videnopbygning internt blandt virksomhederne. Denne viden kommer både virksomhederne, deres kunder og miljøet til gode.

”Vi tager hånd om hele processen fra indledende undersøgelser, implementering, drift, overvågning og finansiering”, siger Peter Andreasen fra DHI på vegne af e5-gruppen.

Bjergmarken Renseanlæg

Bjergmarken Renseanlæg i Roskilde Kommune fik tilbudt et e5-energispareprojekt og valgte af egen lomme at betale de 330.000 kroner, som projektet koster.

”Det er meget positivt, hvis vi sparer for eksempel 20-25 procent. Med vores forbrug vil det sige besparelser på 780.000-900.000 kroner, og det er penge, vi kan komme lige i foret efter at have investeret en tredjedel. Det giver os råderum til andre spændende ting her på renseanlægget”, siger driftsleder Thomas Eriksson.

E5-gruppens medlemmer foretog en energiscreening på Bjergmarken Renseanlæg. Formålet med screeningen var at vurdere muligheden for energibesparelser i forbindelse med iltningen af renseprocessen og dens styring.

Internationalt perspektiv

Vandområdet er en hastigt voksende global erhvervssektor. Danmark har allerede i dag en række virksomheder med tilknytning til vandsektoren, som leverer produkter og serviceydelser af høj kvalitet, og som har forskningsmæssige styrkepositioner inden for vand- og kloakforsyning. DHI har besøgt driftsselskaber i andre lande for at undersøge mulighederne for at sælge energibesparelsesprojekter uden for Danmark. Udfordringerne kan være forskellige fra danske forhold. For eksempel kan energipriserne i Australien og New Zealand være så lave, at det næsten ikke kan betale sig rent økonomisk at spare på energien. På den anden side ønsker selv lande med lave energipriser at begrænse CO2-udledningen, og derfor kan det være CO2-faktoren, som kan trække et projekt i gang. For mere information, kontakt venligst: Peter Andreasen Chefbiolog, DHI Mail: pea@dhigroup.com Tlf.: 86 20 51 17