Automatisering redder danske arbejdspladser

Frygten for automatisering er på retur og flere og flere processer bliver automatiseret for at styrke konkurrenceevne og ergonomi. Dermed bevares danske industriarbejdspladser, og arbejdsmiljøet bliver forbedret. Det er det positive budskab fra Peter Lund Andersen, Senior Technology Engineer i Danfoss Drives.

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

Danfoss Drives udvikler, producerer og sælger frekvensomformere, der bruges til at styre en elektrisk motors hastighed. Når det handler om at udnytte nye digitale teknologier er ambitionsniveauet tårnhøjt hos Danfoss.

”I fremtiden går vi efter at rykke grænsen mellem manuel og automatiseret produktion. Gennem denne proces vil vi gøre brug af alle de muligheder, som Industri 4.0 giver os, og her skal vi have fastlagt vores digitale ambition. Vi skal vælge de rigtige elementer og det rette niveau for vores produktion”, siger Peter Lund Andersen.

”I vores produkter er vores digitale ambition, at alt skal være forbundet, så det er muligt at udveksle information på tværs. Allerede i dag udbyder Danfoss fx systemer, hvor det er muligt via en app at styre sit varmeforbrug i huset. Det betyder, at vi inden for vores branche er blandt dem, der går forrest”.

Målsætningen er ifølge Peter Lund Andersen sat for at skabe værdi for kunderne og for at stå stærkt i markedet. Konkurrencen er benhård, og det er nødvendigt at udvikle både sine produkter og sin produktion i takt med, at nye muligheder opstår. Robotter er allerede i dag implementeret i produktionen hos Danfoss Drives. Det giver mulighed for at indsamle data fra robotters oppetider, nedbræk og driftstop m.m. Den viden, der hentes via data, bliver brugt til at forbedre virksomhedens OEE (Overall Equipment Efficiency).

”Vi indsamler et hav af kvalitetsrapporterer fra vores test. Når vi har samlet vores apparat, så skal det måles, inden det bliver sendt ud til vores kunder. Disse data samler vi op og gemmer i en database, og det kan efterfølgende bruges til proceskontrol for at tjekke, om produktet er samlet korrekt. Vi foretager en løbende opfølgning på de opsamlede data og tilpasser vores processer, så de fungerer optimalt”, fortæller Peter Lund Andersen.

Med i EU-projekt der fremmer automatisering

Danfoss Drives er med i projektet ”SMErobotics”, der har til formål at styrke anvendelsen af automatisering og robotter i Dansk Industri. Det skyldes en ambition om at bygge oven på den eksisterende viden om automatisering og at fremme anvendelsen af automatisering i alle processor – og at skabe et bedre arbejdsmiljø.

”Vi vil gerne rykke grænsen for, hvad vi kan automatisere. Hidtil har vi fokuseret på den del af produktionen, der har høje styktal og lav varians. Det vil vi gerne udvide til at inkludere produkter med lave til mellemstore styktal med høj varians. En af årsagerne til dette er hensynet til arbejdsmiljøet. I dag har vi operatører, der håndterer mange skruer og tunge emner. Her ser vi en mulighed for at forbedre vores arbejdsmiljø gennem automatisering samtidig med, at vi øger vores produktivitet. Vi er naturligvis bevidste om, at jo mere konkurrencedygtige vi kan være i Danmark, jo større sandsynlighed er der for at bevare danske arbejdspladser. Men det er faktisk arbejdsmiljøet, der har været hoveddrivkraften”, fortæller Peter Lund Andersen.

Virksomhedens deltagelse i SMErobotics har allerede rykket grænsen for, hvad virksomheden kan automatisere, og virksomheden har fået bevist, at det er muligt at automatisere områder, der stort set ellers har været håndteret af mennesker. Peter Lund Andersen fortæller, at arbejdet sker i tæt dialog med medarbejderne, og at kollegerne er positive.

”Der er helt klart sket et holdningsskift de sidste ti år, som er gået fra at være maskinskeptisk til, at alle kan se, at Østen er billigere, og derfor er vi nødt til at gøre noget for at bevare arbejdspladser herhjemme. Så frygten for automatisering er der ikke længere, tværtimod forholder de fleste sig positive”.

Robotter og mennesker arbejder sammen

I projektet har Danfoss Drives arbejdet på at udvikle en såkaldt kollaborativ løsning, hvor et menneske og en robot arbejder tæt sammen uden afskærmning. Det gør, at der er en flydende grænse for, hvad en maskine skal lave, og det et menneske skal lave. Mennesket tager de komplekse opgaver, som kræver evne til at vurdere, og lader så robotten tage det trivielle. Det betyder, at man fjerner det belastende arbejde fra operatøren. En ulempe er, at løsningen kan være langsom i forhold til et menneske, så når løsningen skal implementeres, skal man have tænkt igennem, hvordan arbejdsopgaver skal fordeles.

”Det er ikke sådan, at man bare kan fjerne en operatør og sætte en maskine ind. Det skal virkelig tænkes igennem rent flowmæssigt. En af årsagerne til, at vi har kunnet rykke grænsen for brugen af robotter, er, at vi har brugt en robot med høj følesans fra en tysk robotvirksomhed (Kuka). Løsningen er endnu ikke implementeret, men i øjeblikket er vi ved at undersøge, hvor vi kan indsætte teknologien, og inden for et år forventer vi, at have den første kollaborative løsning implementeret. Vi er i gang med at starte nye opgaver op med den intention at bygge videre på den viden, der er opbygget i SMErobotics”, fortæller Peter Lund Andersen.

Danfoss Drives har fået meget værdi ud af at være med i projektet, hvilket blandt andet hænger sammen med, at der er gået nysgerrigt til opgaven. Ifølge Peter Lund Andersen er forskellen på Teknologisk Institut og de mere traditionelle maskinbyggere, at man er mere forskningsorienteret og har mulighed for at gå nye veje og vælge løsninger, der ikke er modnet, og få dem afprøvet.

”Det er typisk sådan, at når vi arbejder med eksterne om løsninger, så er det meget afgrænsede opgaver uden store frihedsgrader. Men under det her projekt og i samarbejde med Teknologisk Institut har vi haft mulighed for at åbne op for løsningsrummet og arbejde med større risiko, end vi traditionelt gør. Og igennem samarbejdet har vi haft adgang til forsknings- og udviklingskompetencer hos Teknologisk Institut, som har gjort det muligt at teste grænser af for, hvad der kan lade sig gøre”, siger Peter Lund Andersen.

Fakta

I Danfoss Drives er man eksperter inden for fremstilling af frekvensomformere til elmotorer. Frekvensomformeren øger effektiviteten i elmotoren, der samtidig får reduceret energiforbruget.

Danfoss Drives er en del af Danfoss gruppen og beskæftiger 4800 medarbejdere. Virksomheden omsætter årligt for 1,3 mia. euro –  og den har 13 fabrikker og FoU-centre rundt om i verden.

Læs mere om Danfoss Drives her

Billede: Danfoss

Denne case er udgivet i publikationen “Mere damp på de digitale kedler”. Læs rapporten her.

Ude efter rådgivning – ansøg om tilskud!

Er du en lille eller mellemstor virksomhed, og har du potentiale og ambition om at vækste? Så kan du nu ansøge om at få rådgivning om automatisering og digitalisering af din produktion med hjælp fra “Erhvervspartnerskabet for Avanceret produktion”, som GTS-nettet er en del af. Formålet med erhvervspartnerskabet er at fremme en teknologisk og digital omstilling i de små- og mellemstore produktionsvirksomheder.

Læs mere her