En vigtig ”one stop shop” for lægemiddel- og medicoindustrien’s udvikling

Fremtidens medicin vil ofte være designet ud fra patientens egen biologi og sygdomstilstand. Det kræver nye faciliter og metoder i udviklingsarbejdet. Derfor har Bioneer A/S etableret en infrastruktur på 2000 m2, som SMV’er og startups kan benytte i hele den prækliniske udviklingsfase. Infrastrukturen tiltrækker desuden store danske og udenlandske virksomheder. 

Af Daniel Boberg, konsulent i GTS-foreningen

Stigende regulatoriske krav og højere forventninger til et mere målrettet og patientspecifikke lægemidler har ført til, at det bliver stadig mere komplekst at udvikle nye lægemidler. Lægemidler vil i den nærmeste fremtid i høj grad blive designet ud fra patientens individuelle biologi og sygdomstilstand med det formål at kunne behandle præcis den variant af en sygdom (fx kræft) som en patient har.

”Bioneer har etableret et Human Body Simulation Lab (HBSL), som er en infrastruktur, der favner både standardiserede analyseplatforme, som virksomheder benytter i deres udviklingsarbejde – men som også tilbyder en ny infrastruktur, som peger frem mod Personlig Medicin,” forklarer Christian Clausen, Director of R&D.

HBSL løser lægemiddel- og medicovirksomheders behov for præ-kliniske undersøgelser af høj kvalitet. Samtidig kan industrien hente rådgivning om alt fra klassisk karakterisering af lægemiddelkandidater og medicoprodukter til undersøgelser af virkningsmekanismer i relevante, avancerede laboratoriebaserede modelsystemer. Det gør HBSL til en helt afgørende infrastruktur for udviklingen af startups og SMVer, som ofte har behov for adgang til en bred vifte af højteknologiske infrastruktur-faciliteter. Desuden støtter HBSL også udviklingen hos store nationale og internationale virksomheder med behov for specialiserede prækliniske infrastrukturelementer, de ikke har etableret in-house.

One stop shop skaber synergier

HBLS er allerede taget i brug, og Bioneer oplever en stor efterspørgsel både fra danske SMVer og fra store danske og udenlandske virksomheder. HBSL bliver løbende udviklet for hele tiden at styrke den interne synergi, være på forkant med virksomhedernes efterspørgsel og imødekomme virksomhedernes behov.

” At have flere forskellige avancerede teknologiske platforme, automatiserede systemer og dedikerede laboratorier, som kan løse opgaver på tværs af den klassiske lægemiddeludviklingsvej, giver mange synergier, og vi oplever, at det er det, mange virksomheder efterspørger”, fortæller Christian Clausen.

Det er en stærk del af GTS-rollen, at Bioneer satser bredt for at imødekomme virksomhedernes behov frem for at satse på enkelte specialiserede infrastrukturelementer med store indtjeningsmuligheder.

”Det er typisk sådan, at andre virksomheder på vores område har specialiseret sig og er stærke på et enkelt område. Men fordi vi er en del af GTS-systemet, så favner vi bredt. Vi går ikke efter ét område for at tjene mange penge, for vi vil gerne kunne tilbyde industrien en bred gruppe af faciliteter, der dækker deres behov hele vejen rundt”, siger Christian Clausen.

Sparring fra start til slut

HBSL tilbyder industrien et komplet forløb, som begynder med sparring og projektudvikling og fx slutter med at teste en lægemiddelkandidats absorbering i kroppen, når den indtages.

Dette forløb giver virksomheder mulighed for at drage nytte af infrastrukturen på et meget tidligt stadie i deres udviklingsforløb. Bioneer har gode erfaringer med at indlede et samarbejde med SMVer og Start-ups tidligt i forløbet, da det bringer virksomhederne længere med i udviklingsarbejde, end når Bioneer først kommer ind senere i forløbet. Om det siger Christian Clausen:

”Vores kunder fortæller os, at det unikke ved Bioneer i forhold til andre samarbejdspartnere, er, at vi kan spille bold med virksomheden og være med til at projektudvikle fra start. Det giver et interessant første møde, både for os og for virksomheden. Virksomheden kommer ofte ind til os med en forespørgsel til et element i vores infrastruktur, men når vi snakker sammen, indser virksomheden hurtigt de fordele, der er ved at have en sammenhængende infrastruktur – en ”one stop shop” – for hele den præ-kliniske udviklingsfase.”

Det er nødvendigt for Bioneer kontinuerligt at opbygge nye kompetencer for at kunne være med fra en start og sparre med deres kunder på et højt niveau. Historisk har Bioneer haft fokus på teknologiplatforme, men nu udvider de også deres kompetencer inden for sygdomsforståelse ved at tiltrække nye personalemæssige kompetencer og øge samarbejde med danske hospitaler. Flere kompetencer og tværdisciplinært arbejde er også en tendens, Bioneer oplever generelt i branchen.

”Vi har mange forskellige kompetencer og tværdisciplinært samarbejde, og det er præcis det, der gør, at vi kan tage virksomheder hele vejen igennem den præ-kliniske udviklingsfase. Der bliver kun flere tværdisciplinære kompetencer i fremtiden, da kompleksiteten fremadrettet stiger”, siger Christian Clausen.

Ved at bringe sine faciliteter i spil på en ny måde og arbejde på tværs af den klassiske lægemiddeludviklingsvej har Bioneer åbnet op for, at de kan indtage en ny og unik rolle. Desuden har det åbnet op for en ny type kunder.

”Infrastrukturen er fleksibel og kan bruges på nye og anderledes måder, som har skabt interesse hos de mere ingeniørtunge virksomheder, som er produktudviklere og underleverandører til lægemiddelsindustrien.”, siger Christian Clausen.

Udviklingen af medicin bliver stadig mere kompleks og anvendelse af stadigt mere avancerede biologiske system bliver en større og større del. erfor samarbejder Bioneer både nationalt og internationalt med eksterne videnspartnere. Bioneer igennem HBSL et tæt samarbejde med Fraunhofer i Tyskland om avancerede cellemodeller. Samarbejdet giver Bioneer adgang til højteknologiske laboratorier i Tyskland og Fraunhofer adgang til Bioneers infrastruktur i en tværnational platform.

Vi har meget avancerede cellemodeller, som vi gerne vil bringe til en mere automatiseret platform, og det kræver samarbejde. Samarbejde og partnerskaber er i det hele taget en global tendens inden for branchen, selv store virksomheder er blevet mere åbne og indgår i stadig flere og større samarbejder”, fortæller Christian Clausen.

Essentielt for startups og SMVer

Bioneer oplever, at mange nye startup virksomheder er virtuelle virksomheder, det vil sige virksomheder, som ikke ejer fysiske laboratorier og udstyr. Derfor er HBSL meget eftertragtet, da laboratoriet tilbyder adgang til infrastrukturen igennem hele det præ-kliniske forløb. Mange af de virtuelle startup virksomheder er i dag finansieret via Venture Capital (VC) fonde, og for fortsat at kunne få støtte, er det nødvendigt at kunne udføre laboratorieforsøg i en infrastruktur som HBSL og derved generere data. HBSL muliggør således, at virksomheden løbende kan udvikle sig i små etaper, samtidig kan Bioneer støtte dem hele vejen igennem forløbet. Det skaber sikkerhed for både investeringsfonden og for virksomheden.

Selvom globalisering har taget godt fat, er det stadig vigtigt at have en infrastruktur som HBSL i Danmark, især for SMVer.

”Vi oplever, at der er et nærhedsprincip, der gælder specielt for SMVer. De har ofte brug for meget sparring, og i nogle tilfælde placerer de en af deres egne medarbejdere i den fysiske infrastruktur, især i den eksplorative fase.”, siger Cristian Clausen, der dog ikke mener, at vi skal havde alle slags faciliteter i Danmark, da der er områder, hvor de er meget dygtige i udlandet.

Fremtiden i Bioneer

En udfordring for danske virksomheder bliver i de næste fem år at udnytte de store mængder indsamlede data, så som biodata og big data. Bioneer vil gerne bidrage til at gøre det mere overkommeligt for virksomhederne at udnytte de nye muligheder, som de indsamlede data giver. Det vil dog kræve betydelige investeringer, da Bioneer i så fald skal udvide sine kompetencer inden for bioinformatik samt investere i helt ny infrastruktur.

”Hvis vi skal have ’state of the art’ infrastruktur i Danmark, kræver det massive investeringer, og her er det vigtigt at være opmærksom på, at andre europæiske RTOer har fået tildelt ressourcer til at lave store investeringer i deres infrastruktur. En anden mulighed er, at vi i stigende grad indgår partnerskaber, hvor vi driver fremtiden infrastruktur i fællesskab”, siger Christian Clausen.

Denne artikel har været bragt i publikationen “Den teknologiske videnbro – nu og i fremtiden”

Foto: Bioneer