Viden og dokumentation gør affald til guld i byggebranchen

Byggeriet står for 40 procent af samfundets ressourceforbrug, 40 procent af energiforbruget og 35 procent af affaldsproduktionen. Det er derfor med god grund, at den cirkulære ressourceøkonomi nu breder sig til byggeriet. Den gode nyhed er, at byggeriet er klar til at omstille sig til mere genanvendelse. 

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

Den cirkulære økonomi handler om at genbruge og genindvinde i så stort et omfang, at vi ideelt set ikke længere har brug for at tage flere af naturens ressourcer i brug. Dermed understøtter arbejdet med den cirkulære økonomi især FN’s verdensmål 11 (bæredygtige byer og lokalsamfund) og 12 (ansvarligt forbrug og produktion). Et af de steder, hvor det giver god mening at beskæftige sig med cirkulær økonomi, er byggeriet.

”I dag står entreprenørvirksomheder med en masse byggematerialer, som vi betaler for at få bortskaffet. Hvad hvis byggeriet eller en helt anden branche kunne genbruge byggematerialerne? Det ville både være en god forretning og godt for miljøet”, siger projektleder i Enemærke & Petersen, Anders Strange Sørensen.

Desværre er teknologiudviklingen og den faglige viden om materialers livscyklus endnu ikke så langt, at Enemærke & Petersen trods de gode intentioner, kan basere hele sin forretning på cirkulær økonomi.

”De fleste kan blive enige om, at cirkulær økonomi er den helt rigtige måde at tænke forvaltning af ressourcer på. Men vores erfaring er, at når den cirkulære økonomi skal sættes i spil i praksis, så er der fortsat nogle udfordringer”, fortæller Anke Oberender, der er faglig leder for Bygninger & Miljø, Teknologisk Institut. ”Hvis det skal være meningsfuldt at genanvende materialer, så skal den miljømæssige effekt og ressourceforbruget ved genanvendelse være fordelagtigt i forhold til ikke-genanvendelse set i et livscyklusperspektiv. Økonomi, kvalitet og miljø hænger sammen. Hvis ikke man kan dokumentere, at kvaliteten på de genanvendte materialer er i orden, så vil det give for stor usikkerhed. Det vil hindre udbredelsen af den cirkulære økonomi”.

Dansk strategi for cirkulær økonomi

Det er baggrunden for, at Teknologisk Institut på flere fronter arbejder på udvikling af løsninger, der fjerner usikkerheden og gør det overskueligt for virksomhederne at arbejde med cirkulær økonomi. Derfor glæder det Anke Oberender, at regeringen netop har lanceret en strategi for cirkulær økonomi.

”Det er rigtig positivt med et særligt fokus på arbejdet med genanvendelse af byggematerialer, fokus på udbredelsen af selektiv nedrivning og øget sporbarhed af byggeaffald. Men der er behov for en endnu større indsats indenfor udvikling af viden, dokumentation og lovgivning for at få succes”, siger Anke Oberender.

Her er det altafgørende, at der bygges videre på allerede igangsatte initiativer hos Teknologisk Institut og andre aktører for at få de afsatte midler til forskning og udvikling i cirkulær økonomi til at række så langt som muligt.

Byggeriet er klar!

Satsningen på cirkulær økonomi i byggeriet flugter godt med en ny undersøgelse fra Teknologisk Institut. Den viser, at byggeriet er i fuld gang med at omstille sig til mere genbrug, genanvendelse og mindre ressourceforbrug.

Hver femte virksomhed i bygge- og anlægsbranchen forventer, at mere end halvdelen af deres byggematerialer vil være genanvendte materialer i løbet af de kommende fire til fem år. Men branchen melder også, at dokumentation af kvaliteten er altafgørende før øget genanvendelse i byggeriet kan slå igennem. Ifølge undersøgelsen er det især virksomheder, der fremstiller byggematerialer og arkitekt- og rådgivningsvirksomhederne, der tænkes i cirkulære baner.

”Det er positivt, da det netop er de virksomheder, som kan gribe den cirkulære økonomi og bidrage til, at byggematerialer i højere grad kan genanvendes i fremtidens byggeri”, siger Anke Oberender.

Brug for en bred indsats

Hvis den cirkulære ressourceøkonomi skal vinde indpas i bredden af dansk byggeri, er der brug for at spille på flere strenge. Det afspejler sig også i Teknologisk Institut arbejde med cirkulær ressourceøkonomi.

”Hvert materiale har sine udfordringer, og derfor arbejder vi tværgående på området – bl.a. med kortlægning af bygningers ressourcepotentiale, og den miljømæssige og tekniske kvalitet af materialer, produktdesign og rådgivning omkring dokumentation. Uddannelse spiller også en central rolle”, fortæller Anke Oberender.

Et eksempel på et projektsamarbejde med Enemærke & Petersen er udvikling af en cirkulær ressourceplan, som entreprenører kan bruge i forbindelse med nedrivning. Projektet foregår i regi af innovationsnetværket, InnoBYG. Den cirkulære ressourceplan forventes at blive lanceret sidst i 2018. Den skal gøre op med de udfordringer, som entreprenørerne og nedrivningsvirksomheder støder på med genanvendelse af byggematerialer ved både nedrivning og renovering af bygninger – og give svar på, hvor businesscasen ligger.

“I forbindelse med nedrivning og renovering har bygherren ansvar for, at farligt affald bliver identificeret og anmeldt til kommunen. For at sikre en større genanvendelse af byggematerialer og komponenter er der brug for en ”cirkulær ressourceplan”, som hjælper entreprenøren med at få overblik over genbrugs- og genanvendelsespotentialer. Den virker også som praktisk vejledning til nedrivningsfirmaet og synliggør, hvordan nedrivningen kan ske af hensyn til både problematiske stoffer og genbrug/genanvendelse af materialer og komponenter. Desuden vil ressourceplanen kunne fungere som et ’genbrugs-byggevarekatalog’ for materialer og bygningskomponenter ved genprojektering”, forklarer projektleder, Anders Strange Sørensen fra Enemærke & Petersen A/S.

Publikation med cases om FN’s 17 verdensmål

Denne case indgår i en publikation, som GTS udgav i september 2018. I publikationen indgår en række cases om, hvordan GTS-institutterne og danske virksomheder understøtter arbejdet med FN’s verdensmål.

Hent publikationen: FN’s 17 verdensmål – fra ambition til marked

Foto: Enemærke & Petersen