Kan vi undgå spredning af bakterier i hospitalsmiljøer?

Hvert år bliver 100.000 danske patienter smittet under hospitalsindlæggelse. Det er konstateret i en undersøgelse udarbejdet af Statens Serum Institut. Sundhedsrelaterede infektioner er stadig en af hovedårsagerne til at patienter får forlænget deres indlæggelse. Derfor vil nyt projekt mindske smittefaren ved at udvikle selvrensende dørhåndtag.

Infektioner stammer som oftest fra hospitalsinventar såsom dørhåndtag, sengelister og rammer, som let kan bære bakterier og dermed være med til at facilitere forøget spredning af bakterier. Dette er et særligt alvorligt problem på intensivafdelinger og i forbindelse med patienter, der har nedsat immunforsvar. Derfor får selv-desinficerende overflader i hospitalsvæsnet også stigende opmærksomhed, da de kan være medvirkende til at nedbringe unødvendig spredning af bakterier.

Dørhåndtag som kritiske smittepunkter

Specielt dørhåndtag betragtes som et “kritisk smittepunkt”, da disse er blandt de hyppigst berørte overflader inden for sundhedsvæsnet.

Selvrensende dørhåndtag er i fokus i et tværindustrielt projekt under Innovationsfonden mellem DTU, Elplatek A/S og Fast Track-konsortiet der også involverer Teknologisk Institut, Force Technology, Hempel, Aalborg Universitet og Terma. Fast Track-konsortiet er et samfundspartnerskab, der udvikler ny viden og nye løsninger inden for materialevidenskab og giver industrien adgang til hurtige og effektive løsninger inden for materialeteknologi.

Løsningen er nær

Projektet omkring selvrensende håndtag ledes af Elplatek. Den antimikrobielle belægning består af en elektropletteret kobber-sølv legering, som dræber de bakterier, der kommer i berøring med overfladen. Gennem projektet har det vist sig, at især legeringen af kobber og sølv gør den bakteriedræbende proces unik. Både kobber- og sølvlegeringer er kendte for deres antibakterielle egenskaber. Kombinationen giver en legeringsbelægning, der besidder høj antimikrobiel aktivitet på grund af en elektrokemisk dræbermekanisme. Desuden er elektroplettering en billig fremstillingsproces, der forholdsvist nemt kan opskaleres til masseproduktion.

Den antibakterielle virkning af den kobber-sølvbelagte belægning er blevet kvantificeret i henhold til standardiserede testmetoder. Resultaterne har vist, at belægningen dræber mere end 99,9 % af Staphylococcus aureus, Methicillin-resistent Staphylococcus aureus (MRSA), Enterobacter Aerogenes og Pseudomonas Aeruginosa allerede efter to timers eksponering på kobber-sølvoverfladen.

Læs mere

Du kan læse mere om kobber-sølv projektet på samfundspartnerskabet Fast Track’s webside hvor du kan læse mere om partnerskabets projekter.