SMV’er har sværest ved at leve op til nye dataregler

Store virksomheder går gerne forrest for at leve op til persondataforordningen, mens flere mindre virksomheder ser det som noget unødvendigt, man kun lige akkurat lever op til. Det viser en undersøgelse, der er udført, få måneder før forordningen træder i kraft.

Den 25. maj træder EU’s nye persondataforordning (General Data Protection Regulation, GDPR) i kraft som lov i hele EU og dermed også i Danmark. Forordningen sætter fokus på at sikre bedre håndtering af persondata og databeskyttelse og giver bedre muligheder for at sanktionere virksomheder, der ikke lever op til forordningen.

Det har sat gang i et arbejde med at få styr på persondata i en grad, der ikke tidligere er set.

En undersøgelse baseret på interviews som Alexandra Instituttet har foretaget blandt ti store og mellemstore virksomheder samt fem mindre virksomheder viser, at der er stor forskel på, hvor godt forberedte og hvor godt rustede virksomhederne er til at håndtere de krav, som forordningen stiller.

Store og mellemstore virksomheder har en plan for implementering

Hvor de store og mellemstore virksomheder har væsentlige ressourcer sat af til implementering og har en plan for, hvad de skal gøre, ender opgaven i mindre virksomheder ofte hos en enkelt person. De er derfor i større risiko for forsinkelser.

Undersøgelsen viser, at de store og mellemstore virksomheder generelt er positivt stemt over for forordningen, og de har en oplevelse af at vide, hvad de skal gøre for at leve op til forordningen. De ser arbejdet som en nødvendig og god ting at komme i gang med, hvor man får afdækket, hvor data flyder hen i systemerne og samtidig får ryddet op i de data, som de måske unødvendigt har liggende. Flere nævner, at det er en aha-oplevelse, at man ikke bare skal tænke på forretningen, men også på den registrerede.

Forordningen er ressourcekrævende for mindre virksomheder

De mindre virksomheder ser forordningen som noget uigennemskueligt og krævende, der i sidste ende kan betyde, at man må rulle digitale projekter tilbage. De ser datareglerne som overdrevne og mener, at det i højere grad er de store virksomheder, der trænger til opstramningen.

De mindre virksomheder er samtidig langt mere sårbare og meget afhængige af eksterne kilder til viden. Implementeringen er typisk bundet op på én eller få personer.

“Grunden til at vi har valgt at snakke med virksomhederne er, at vi kunne se, at der var en efterspørgsel efter at finde ud af, hvad andre gør. At der er forskel på store og mindre virksomheder giver rigtig godt mening. De store har flere muskler, og det er måske et større team, der arbejder på at imødegå kravene. De mindre virksomheder er meget mere sårbare. I de mindre er det måske ‘en ovre fra regnskab’, og dermed bliver ansvaret meget mere personbåret og afhængigt af, hvem der er i virksomheden,” fortæller Laura Lynggaard Nielsen, Specialist Anthropologist fra People, Technology and Business Lab i Alexandra Instituttet.

Læs mere og find rapporten her