DELTA sætter standarden for måling af røgtæthed

DELTA’s Smoke Measuring Ionization Chamber (MIC) har siden starten af 1990’erne bidraget til at sikre, at røgalarmer og detektorer over hele verden måler korrekt og dermed redder liv.

Af Erik Jensen, Account Manager hos DELTA

Røgtæthed kan måles med forskellige teknikker. Til referencemåling af røgtæthed ved test af ioniserende røgdetektorer i automatiske brandalarmsystemer er det en fordel at anvende et måleinstrument, der er baseret på ioniseringskammerprincippet.

DELTA Measuring Ionization Chamber (MIC), der udgør røgsensoren i EC-912 røgmålingsapparatet, har opnået denne status. Kammeret blev oprindeligt designet af den schweiziske virksomhed Cerberus AG, og det er nu omfattet af EU-standarderne EN 54-7 og EN 14604 for røgdetektorer udstedt af CEN samt UL-standarderne UL 217 og UL 268. Desuden er kammeret specificeret i ‘ISO  7240-7: Fire detection and alarm systems’ for punktrøgdetektorer, og flere lande har vist stor interesse for kammeret.

Anvendelse

MIC-systemet anvendes primært af producenter af røgdetektorer for at sikre, at deres produkter måler korrekt, og af laboratorier, der udfører typegodkendelse af røgalarmer og -detektorer.

Følgende to anvendelser er typiske i de nævnte områder:

  • Røgtunnelmålinger (boks), hvor MIC anvendes til at måle den faktiske røgtæthed i røgtunnelen, og hvor detektoren under testen udsættes for langsomt tiltagende røgtæthed.
  • Målinger under brandsensitivitetstests, hvor MIC anvendes til at måle røgtæthed under loftet i brandtestlaboratoriet, og hvor detektorerne under testen udsættes for forskellige brandtestkategorier.

Måleprincipper

EC-912 røgmåleudstyret omfatter et måleioniseringskammer, et kontrolkabinet og en vakuumpumpe.

MIC placeres på det sted, hvor røgtætheden skal måles. MIC leveres med vindafskærmning, der gør enhedens målinger uafhængige af luftstrømmen på det sted, hvor enheden er monteret. For at sikre, at den røgfyldte luft indgår i målevolumen, suges luften gennem MIC ved hjælp af en vakuumpumpe (VP).

Måleprincippet er baseret på ionisering og anvender en Am 241 isotop kildetype med et strålingsniveau på 129,5 kBq (hvilket er mindre end normal baggrundsstråling i et udendørs miljø).

Selve kammeret består af et par elektroder med atmosfærisk luft imellem. Elektroderne er forbundet til en strømkilde, og luften udsættes for et elektrisk felt. Når luften mellem elektroderne er ren, bevæger de dannede ioner sig til elektroden med en given middelhastighed, og når røg kommer ind i kammeret, vil røgpartiklerne være tungere end ionerne, og ionernes hastighed nedsættes markant, når de bindes til røgpartikler. Dermed bliver den eksterne strøm en funktion af røgpartikeltætheden i kammeret.

 

Figur 1 Princippet bag designet af ioniseringskammeret i MIC

Figur 1: Princippet bag designet af ioniseringskammeret i MIC

 

Strømmen i MIC, der fungerer som måleenhed for røgtæthed, kan måles med MIC-kontrolenheden (MCU). MCU-enheden leveres med en elektrisk kalibreringsfunktion til kontrol og indstilling af nulpunkt samt fuldskala afvigelse for målesystemet.

CEN TC72 Standardiseringsarbejde

For at sikre sporbarhed over for standardiseringsorganer og overensstemmelse med aktuelle tendenser og kommende standarder for røgmåling deltager DELTA i Working Group 5 (WG5) under CEN Technical Committee 72 (TC72), der er det overordnede udvalg for brandalarm- og detektionssystemer. WG5 har blandt andet ansvar for opdatering af standarden EN 54-7 ‘Fire detection and fire alarm systems – Part 7: Smoke detectors – Point detectors using scattered light, transmitted light and ionization’.

Yderligere information om MIC findes her.