Sådan rykker du fra data til datadreven forretning

Kan dine egne kundedata fortælle dig, hvilke kunder der vil forlade dig? Måske. Men bare dét, at du stiller dig selv spørgsmålet, gør, at du allerede er ved at rykke datadreven innovation ind i din forretning. Og så kan du ligeså godt gøre det ordentligt.

Alle genererer data i dag. Men på trods af den nye mulighed for at indsamle og fortolke på digitale informationsmængder, bliver mange forretningsmæssige beslutninger stadig taget på mavefornemmelser. Tænk, hvis vi kunne tage al den information, som vi og vores virksomheder genererer, og bruge den til at finde ud af, hvordan vi skal udvikle vores forretning. Det kan vi med kunstig intelligens, der gør det muligt for os at tage beslutninger baseret på viden og ikke mavefornemmelse. Og det gælder for alle typer forretninger uanset mål, ønske og modenhed.

Kombiner domænekendskab med teknisk indsigt

Anders Kofod-Petersen er Alexandra Instituttets vicedirektør i København og professor i kunstig intelligens. Han fortæller hvordan kunstig intelligens, også kendt som maskinlæring, kan rykke dig fra data til datadreven forretning.

– Kort sagt kombinerer vi domænekendskab, dem der ved noget om virksomheden og marked med teknisk indsigt, dem der ved noget om algoritmer og statistisk metode. Lad mig bruge ”churn predicition” som et klassisk eksempel på, hvad det egentligt er, vi gør. Churn prediction handler om at forudsige, hvornår ens kunder tænker på at forlade én. Ved man det, er det muligt at komme handlingen i forkøbet.

Du kan se hvad Anders Kofod-Petersen ellers har at sige om ‘churn prediction’ herunder, og finde flere videoer fra Alexandra Instituttet her.