Sådan banes vejen for anerkendelse af dokumentation

Gennem aktiv deltagelse i standardiseringsudvalg sikrer FORCE Technology danske virksomheder indflydelse på udarbejdelsen af europæiske standarder. Her er standardiseringen af kravene til vurdering af overensstemmelse et vigtigt element for at opnå gensidig anerkendelse af dokumentation.

Af Leif Madsen, FORCE Technology

Standardisering af generelle krav til vurdering af overensstemmelse er et vigtigt element for at opnå gensidig anerkendelse af dokumentation til brug for certificering af produkter, processer og services. Standardiseringen omfatter i høj grad generelle krav til virksomheder, som leverer ydelser til brug for dokumentation af overensstemmelse.

FORCE Technology tilbyder dokumentation på overensstemmelse og har derfor igennem en lang årrække bidraget til standardiseringen på dette område gennem medlemskab af blandt andet Dansk Standards standardiseringsudvalg S-335 ”Overensstemmelsesvurdering”.  Aktuelt fungerer seniorspecialist Leif Madsen, FORCE Technology, som formand i udvalget. Udvalget udarbejder de danske oplæg til indstillinger og kommentarer til nye standarder for området.

Medlemskabet af det danske standardiseringsudvalg S-335 giver FORCE Technology mulighed for at deltage globalt i ISO (International Standardization Organization) i dennes komité ISO CASCO (Committee on conformity assessment) og i de europæiske (CEN) standardiseringsorganisationers arbejde med standarder inden for overensstemmelse. Udvalget er åbent for nye interessenter.

FORCE Technologys interesse

Som udbyder af laboratoriemålinger og person- og produktcertificering er det essentielt for FORCE Technology at bidrage til og påvirke udviklingen af kravene til generelle betingelser for laboratoriers virke. I virket som GTS-videncenter er kendskabet til trends og påtænkte ændringer essentielt for at udvise vidensdeling. Derfor er det vigtigt at bidrage til og have indflydelse på morgendagens betingelser for blandt andet aktiviteter i vores laboratorier.

FORCE Technology deltager aktivt i dette standardiseringsarbejde med et mål om at sikre produkters overensstemmelse, sikring af valide (test)resultater samt validitet af certificering til brug i de internationale handelsaftaler.

Standarders livscyklus

Revision af en standard besluttes på ISO CASCO’s Plenary meeting, som afholdes årligt med skiftende geografisk placering. Seneste møde afholdtes i slutningen af maj 2017 i Vancouver, Canada.

Generelt udføres der hvert femte år et systematisk review for hver enkelt standard. Reviewet sendes til høring hos de nationale medlemmer (fx Dansk Standard) som stemmer for eller imod en revision. Efter en ny udgave er frigivet, er der generelt en treårig overgangsperiode.

Læs mere her

Mere information

For yderligere information om standardisering på overensstemmelse, kontakt Leif Madsen, senior specialist, QA, FORCE Technology på e-mail LMAD@force.dk eller tlf. +45 43 25 12 19.