reverb

Reverb kammeret finder fejlene

Af Per Thåstrup Jensen

Reverberation testkammeret  – i daglig tale reverb kammeret – har siden 2012 været en del af det udvalg af testværktøjer til HALT (Highly Accelerated Life Testing), som DELTA udfører.

Den bedst mulige indkobling i kundens testobjekt

Kammeret anvender refleksionerne af radiobølger mellem loft, gulv, vægge og stirrer til at opbygge kraftigst mulig resonans i kammeret, således at en høj elektromagnetisk feltstyrke kan opnås. Stirreren er den variable væg, som benyttes til at tilpasse reverb kammerets geometri, så man opnår den størst mulige feltstyrke ved hver frekvens. I frekvensområdet fra 80 MHz og et stykke opefter er det muligt at opnå feltstyrker, der overstiger 500 V/m.

Reverb kammeret tester fejlspændinger i de elektroniske kredsløb

Den høje feltstyrke er et af midlerne til at inducere fejlspændinger i de elektroniske kredsløb, der testes i kammeret. Fejlspændingerne optræder, når den inducerede HF-strøm passerer gennem PN-overgange i halvlederne i kredsløbet. Diodevirkningen betyder, at der er forskel mellem den spænding, som optræder over halvlederen i HF-signalets positive halvperiode og den negative halvperiode. Resultatet er en fejlspænding, der kun optræder, når det forstyrrende HF felt er til stede. Fejlspændingen kan ytre sig i offset (stationær afvigelse fra den ønskede spænding) eller i induceret signal med en frekvens, der svarer til testsignalets amplitudemodulation. Når man hører den kendte snerren eller ”diddelid diddelid” i bilradioen, mens mobiltelefonen ligger lige nedenunder den, så er det fordi telefonens pulsede HF -signaler kobler ind i radioens kredsløb med hørbare fejlsignaler til følge.

Mindst 12 positioner er nødvendige ved hver test

Maksimeringen af feltstyrken i testkammeret sker ved at variere på geometrien af stirreren (se figur). Stirreren kan bevæges næsten 3 meter, hvilket ved 65 MHz er mere end en halv bølgelængde. Stirreren er således stor nok til at kunne ændre transmissionsvejen for de stående bølger i kammeret, så bølgemønstre med alle mulige orienteringer kan opnås. Det betyder, at ikke kun vandret og lodret feltpolarisation kan opnås, men i praksis opnås alle mulige orienteringer af feltet. Dette maksimerer muligheden for, at feltet kan inducere HF-strøm i det kredsløb, der testes. Og man behøver ikke bekymre sig om, hvordan testobjektet vender i kammeret, eller hvordan testantennen vender. Man anvender minimum 12 positioner af stirreren (positionen 60 % er vist på figuren), og de 12 positioner er tilstrækkeligt til, at man har opnået stort set worst-case indkobling. Vil man være endnu tættere på kammerets maksimale indkobling af testsignal, kan man benytte flere stirrer positioner, hvilket så også vil forlænge testtiden. Praktiske erfaringer med foreløbig nogle snese testobjekter viser, at man skal være forsigtig med at anvende mindre end de 12 positioner. Der er risiko for, at man ikke opnår den forventede maksimale feltstyrke og derfor overser væsentlige fejlmekanismer

Læs mere på DELTA’s hjemmeside