serieproduktion

Produkter brugertilpasses i serieproduktion

Foto: Teknologisk Institut

Teknologisk Institut, Nano- og Mikroteknologi, har installeret PrintValley produktionssystem, som kan producere 100 unikke produkter – samtidig. Derved giver systemet en smagsprøve på fremtidens produktionssystem, som er en serieproduktion der kan opfylde krav om individuelt tilpassede produkter.

PrintValley produktionssystemet er et robotsystem, sammensat af 100 forskellige moduler, som i en karrusel med variabel hastighed for eksempel kan 3D printe, påføre eller laserskære emnerne individuelt. På den måde kan systemet producere 100 forskellige produkter på én gang.

“Factory of the Future” i samarbejde med hollandske TNO

Systemet er på Teknologisk Institut i samarbejde med hollandske TNO inden for resultatkontrakten ‘Produktion i Danmark‘ – en kontrakt om projektsamarbejde, der er indgået med Rådet for Teknologi og Innovation.

Teknologisk Institut deler TNO’s motto ‘Innovation for Life’, og i oktober og november måned 2015 har TNO installeret et ‘Factory of the Future’ PrintValley produktionssystem hos Teknologisk Institut, således at det kan opleves live i Danmark.

– Den europæiske Horizon 2020, som er EU’s rammeprogram for internationale forskning- og udviklingsprojekter, har en agenda, der i 2016 dækker konceptet ‘Factory of the Future’. Derfor er vi glade for at kunne demonstrere PrintValley, som kan udvide mulighederne for hybridfremstilling af fremtidens produkter på nano-, mikro- og makroniveau, siger centerchef Leif Højslet Christensen, Teknologisk Institut.

Serieproduktion i høj hastighed

PrintValley produktionsudstyret er bestykket med en karrusel, som fremfører palletter med pålagte emner med en hastighed på 900 til 1.500 mm pr. sekund. Over karrusellen er monteret en række værktøjer, som kan introduceres og anvendes efter behov.

Additive Manufacturing værktøjet kan udlægge 3D voksstrukturer i en prototype version. Et andet værktøj er laser-mikrobearbejdning af plast og stål – et område som Nano- og Mikroteknologi har arbejdet med i flere år. Funktionelle nanomaterialer kan doseres meget præcist i f.eks. metalliske ledningsbaner bygget op af kobber- eller sølv-nanopartikler. En hurtig og præcis robot kan placere og aftage et pallette-emne. Voks, sølv, kobber påføring og laserskæring af emnet kan udføres på meget kort tid.

PrintValley kan levere brugertilpassede produkter

Nano- og Mikroteknologis superkritiske reaktor leverer nanopartiklerne i en opløsning. I samarbejde med en dansk virksomhed testes pålægning af katalysematerialer på membraner til brug i brændselsceller. Dette værktøj er bygget op af Teknologisk Instituts medarbejdere i Nano- og Mikroteknologi.

– PrintValley giver et godt indblik i de muligheder, man har for at lave en meget fleksibel produktion. I en verden, hvor forbrugerne i stigende grad ønsker sig brugertilpassede produkter, er der brug for at produktionssystemet kan omstilles hurtigt. PrintValley er en mulig løsning på dette, siger Leif Højslet Christensen.

Fra oktober til og med november afvikler Nano- og Mikroteknologi en række events i regi af ”Produktion Danmark”. Divisionsdirektør Produktion Anne-Lise Høg Lejre og senior projektleder Jan Harry Hales koordinerer den afsluttende konference den 18. november 2015. Læs mere her. (link)

Yderligere oplysninger: Centerchef Leif Højslet Christensen, Teknologisk Institut, mobil: 7220 3300, mail: lhc@teknologisk.dk