Physics of Failure

Physics of Failure: Pålidelig produktudvikling

Af Susanne Otto

Uforudsete fejl i markedet er enhver virksomheds mareridt. Et middel er at designe den rette pålidelighed og robusthed ind i produktudviklingens tidlige faser, og et andet middel er at analysere og teste produktet for at kunne forudsige kvaliteten.

Undersøgelsen på bedreinnovation.dk, som en del SPM-medlemmer deltog i, viste et behov for nye metoder og hjælp til dette.

-Pålidelighed er i dag en afgørende konkurrenceparameter. Samtidig er det et stort og specialiseret område og en stor udfordring for SMV’erne at håndtere. Derfor vil det uden tvivl være en stor hjælp at få gjort viden om pålidelighed og Physics of Failure tilgængelig og anvendelig i dagligdagen, siger Lasse Larsen, HW Architect, Lodam Electronics på bedreinnovation.dk.

-Det er afgørende for Kamstrups fortsatte vækst, time-to-market og konkurrenceevne, at DELTA udvikler teknikker til brug ved forudsigelse af produktlevetid, siger Søren Lang, Produktgruppechef, Kamstrup A/S på bedreinnovation.dk.

Physics of Failure: grundlæggende fysiske årsager til fejl

De kommende tre år fokuserer DELTA nogle af sine udviklingsaktiviteter på at udvikle rådgivnings- og testservices inden for pålidelighed og robusthed. Aktiviteterne tager udgangspunkt i Physics of Failure, der populært sagt er læren om de grundlæggende fysiske årsager til, at fejl kan opstå.

Anstrengelserne kommer til at udmønte sig i et Center for Pålidelig Produktudvikling baseret på Physics of Failure (P2PoF), der bliver sat i verden for at hjælpe danske virksomheder i den globale konkurrence med produktnær viden om pålidelighed og robusthed.

De services, P2PoF-centret kommer til at tilbyde, dækker følgende områder:

  • Rådgivning om robust og pålidelig produktudvikling baseret på PoF; services relateret til at designe robusthed og pålidelighed ind i produkter tidligt i udviklingsforløbet, services for robustheds- og pålidelighedsspecifikationer, -reviews og -analyser.
  • ’Lean mean’ PoF laboratorium, der tilbyder nyudviklede fejlanalyse- og testmetoder.
  • Rådgivning angående implementering af pålidelighedsmetoder og -værktøj, herunder review og udarbejdelse af guidelines for implementeringen.
  • Pålidelig softwareudvikling relateret til agile udviklingsprocesser. Servicen består i at indføre modellen i virksomheder, der enten oplever, at de har en kvalitetsudfordring, eller at udviklingstiden for deres produkter er for lang.
  • Håndtering og styring af reklamationer; service angående implementering af systemer og etablering af proces for at sløjfe resultaterne tilbage til udviklingsprocessen, eller service angående evaluering af eksisterende systemer med henblik på forbedringer.
  • Realistisk levetidsanalyse og prediktering, således virksomhederne kan opfylde krav fra nye standarder inden for fx legal metrologi samt test i nyetableret ’lean mean’ ALT (Accelereret Levetids Test) Laboratorium.
  • P2PoF kurser.

De nye services udvikles i et samarbejde med Aalborg Universitet, hvor DELTA bygger videre på den viden, der er erhvervet i forbindelse med CORPE-projektet. Ligesom DELTA også samarbejder med DTU Mekanik og RUC.

SPM har også tilbudt sig som samarbejdspartner for projektet. Det giver projektet kontakt til en masse dygtige fagpersoner rundt omkring i virksomhederne, så der forhåbentlig bliver mulighed af at diskutere og afprøve de nye metoder med erfa-gruppemedlemmerne samt mulighed for at formidle viden på fælles temadage og seminarer.

Afprøvningen af de nye metoder kommer til at ske i form af cases. Så hvis der er SPM-medlemmer, der har lyst til at være med til at påvirke fremtiden inden for nogle af de områder, som er nævnt ovenfor, er forslag til cases meget velkomne.

Mere info

For mere information kontakt Susanne Otto, seniorkonsulent hos DELTA, tlf. 24 23 36 60, suo@delta.dk.

Denne artikel er bragt i SPM Magasinet, marts 2016.