EU-projekt giver målbare resultater efter blot et år

NEMI er et EU-projekt, der blev sat i gang i 2013 med det formål at forbedre produktionskvaliteten og sikre danske arbejdspladser. Allerede efter det første år kan projektdeltagerne drage fordel af projektets resultater. DFM er dansk koordinator på projektet.

Af Mette Frølich, kommunikationsassistent i GTS-foreningen

Under produktionsprocesser sker der en høj belastning af værktøjet, fx når et emne til et produkt trykkes. Restmaterialer sætter sig fast i værktøjet under trykkeprocessen, og det fører til slitage i emnets overflade. Det medfører en forringet produktionskvalitet, og at produktionsværktøjerne ofte skal skiftes.

NEMI, som står for Neutral Helium Mikroskop, er et FP7 EU-projekt med syv internationale projektdeltagere, og det har til formål at kunne trykke flere emner med samme værktøj, og dermed øge emnernes kvalitet og gøre produktionen mere effektiv.

Mindre virksomhed har allerede glæde af aktiviteten

A/S Kenneth Winther er en mindre dansk virksomhed, som medvirker i projektet. Mads R. Hedelin fra A/S Kenneth Winther fortæller, at projektet har ført til en mærkbar forbedret produktion. Førhen kunne deres værktøj trykke ca. 500.000 emner, før det skulle udskiftes. Nu kan de trykke helt op til 1 mio. emner, før værktøjet skal skiftes. Mads R. Hedelin fortsætter:

”Vi manglede ekspertise på området for overfladeteknik, men heldigvis dukkede NEMI-projektet op. I produktionen laves meget små emner, som ikke kan ses med et almindeligt mikroskop. Førhen kunne vi først få resultatet, når vi stod med det endelige produkt i hænderne. Det var både dyrt og tidskrævende. Med NEMI-projektet kan vi nu vurdere og lave ændringer allerede på teststadiet, og vores produktionssikkerhed er blevet meget bedre. ”

DFM var linket

DFM har været linket mellem videnskaben og erhvervslivet og udvikler softwaren til helium mikroskopet. De har derfor ligesom A/S Kenneth Winter også haft glæde af projektet. DFM’s medvirken har gjort, at GTS-instituttet nu kan lave overflademålinger fra nogle få nanometer op til flere millimeter, og instituttet har i den forbindelse købt et avanceret optisk mikroskop, som i fremtiden kan bruges til at håndtere kunder, som de før ikke kunne.

Denne case har været bragt i Performanceregnskab for GTS-net 2014

Læs mere om DFM