Nye teknologier og Smart Things i den maritime sektor

I en ny rapport kigger FORCE Technology på, hvordan ny teknologi og Smart Things kan styrke transport og logistik for maritime virksomheder.

Som led i en resultatkontrakt satte FORCE Technology i 2018 særligt fokus på hvordan nye teknologier og ’Smart Things’ kan styrke transport og logistik for danske virksomheder. Som en del af arbejdet udgav GTS-instituttets afdeling IdemoLab fornyligt resultaterne fra en undersøgelse, som blev til i samarbejde med Danske Rederier.

Spørgeskemaundersøgelsen var rettet mod organisationens medlemmer, som der blev rettet henvendelse til tilbage i 2017. Det skete med henblik på at vurdere potentialet for teknologidreven innovation i den maritime sektor.

Teknologi til optimeringsopgaver

Spørgeskemaet blev sendt ud til 37 rederier og resulterede i en høj svarrate, i og med de deltagende rederier repræsenterede hele 84% af de fartøjer som sejler under dansk flag.

Blandt andet viste undersøgelsen at mere end 60% af de adspurgte rederier vurderede, at nye teknologier kan føre til en effektivisering og strømlining af eksisterende aktiviteter. Kiggede man imidlertid mod den anden ende af skalaen, mente kun lidt over 10% at nye teknologier kunne give adgang til nye markeder eller markedssegmenter.

Tallene understreger dermed at der i industrien er tiltro til at teknologiimplementering i høj grad kan ses som et middel til at optimere hverdagspraksisser. Imidlertid tillægges teknologien kun begrænset mulighed for at byde på forretningsmuligheder på andre fronter.

Du kan finde en engelsksproget gennemgang af undersøgelsens resultater her eller læse mere om IdemoLabs arbejde med ‘Smart Things’ her