Ny databaseret service åbner døren ind til viden om vand og miljø

DHI bringer deres høje faglighed og viden på vandområdet ud i ”skyen”, hvor den bliver tilgængelig for alle. Det betyder, at bl.a. SMV’er og startups vil få adgang til værktøjer og data, der er i verdensklasse. Dermed får de mulighed for at skabe helt nye produkter. 

Af Daniel Boberg, konsulent i GTS-foreningen og Lars Fremerey, udviklingschef i GTS-foreningen

GTS-instituttet DHI har mere end 50 års viden og innovative forskningsresultater i vand og miljø samt praktisk erfaring fra projekter i mere end 140 lande. Allerede i 1970’erne satsede DHI tidligt på at udvikle computeriserede modelleringsværktøjer, som siden har udviklet sig til softwareplatformen MIKE.

MIKE kombinerer en adgang til en bred vifte af højkvalitetsdata for vandmiljøer, som sammen med stærke modelleringværktøjer kan simulere vands bevægelser med stor nøjagtighed. MIKE kan eksempelvis anvendes til at forudse potentielle oversvømmelser i byområder. Det giver mulighed for at etablere et præventivt beredskab.

Et økosystem af muligheder

MIKE bliver brugt af ca. 90% af de store rådgivningsvirksomheder globalt. Men med udbredelsen af nye teknologier, som billige sensorer, stadig større computerkraft og cloud-computing er der åbnet for helt nye muligheder for at udbrede DHI’s viden og software til gavn for langt flere virksomheder.

”Med de nyeste digitale landvindinger, og efterspørgslen hos vores kunder, ser vi i dag et stort potentiale i at udvikle nye services og gøre dem mere tilgængelige for både brugere og udviklere ”, fortæller Ole Mark, forskningschef i DHI.

Højt specialiserede softwareløsninger som MIKE er meget avancerede. MIKE stiller derfor høje krav til brugerens faglighed og kvalifikationer og kræver en investering fra kundens side. Men med de nye digitale muligheder kan man udvikle services, som ligger i skyen. DHI kan tilbyde nye services i form af modelkørsler og forædlede datasæt, som er simple at tilgå og prisbillige.

”Vi vil supplere salget af store MIKE softwarepakker med dataservices og cloudbaserede modelløsninger, og vi vil udvide DHI’s traditionelle deterministiske modeller med modeller fx baseret på machine learning fortæller Ole Mark og uddyber:

”I dag ser vi en hel ny dynamik for, hvordan Innovation bliver til, og hvordan man sælger software. Det handler populært sagt om platformsøkonomien, hvor leverandører stiller en komplet software og data infrastruktur til rådighed for tredjepartsudviklere”.

Kendte eksempler er fx Apples appstore, hvor flere tusinde tredjepartsudviklere dagligt udviklere nye apps ovenpå Apples platform. Den udvikling vil DHI være en del af, fortæller Ole Mark, og DHI er derfor, som de første inden for branchen, i gang med at åbne op for at levere modeller i ”skyen” (fx til vandforsyning), datasæt, realtids og –services, og derved bliver DHIs teknologier og viden en platform for tredjepartsudviklere.

DHI har allerede i de senere år udviklet softwaregrænseflader (API) og Software Development Kit (SDK) til deres software for at åbne op og simplificere tredjepartsudvikling af nye applikationer. Der skal åbnes op og noget af udviklingen skal overlades til tredjepartsudviklere, som hurtigere og mere domænespecifikt kan tilpasse de redskaber og data, DHI tilbyder til den enkelte branche/virksomhed.

Store muligheder for startups og SMV’er

DHI’s skift til et åbent økosystem vil give store muligheder for startups og SMVer. Startups og SMVer får simplere, mindre ressourcekrævende og billigere adgang til DHI’s kraftfulde modeller og infrastruktur samt mulighed for at videreudvikle deres services og produkter på DHI’s solide fundament. Det giver adgang til innovation og til at producere nye produkter, som ligger langt fra DHI’s domæneviden og kernekunder. Det kunne eksempelvis være en startup, der vil lave et produkt til at simulere og forudsige de bedste bølger for windsurfere, hvor DHI’s stærke værktøjer til bølgemodellering og forecasts kombineres med startup virksomhedens viden om windsurfing. Samtidig er DHI’s værktøjer og data globalt dækkende og som brand globalt anerkendt for høj troværdighed. Det fjerner mange barrierer for virksomheder, der vil ud på det globale marked.

”En dansk startup vil typisk starte med at opbygge en ny applikation og service til danske brugere. Men når de bruger vores platforme, vil de hurtigt kunne skalere ude i verden,” uddyber Ole Mark.

Særligt vurderer DHI, at fremtidens løsninger vil udvikle helt nye Hightech StartUps, som typisk udspringer fra universitetsmiljøer eller folk fra industrien. Derfor er DHI også i gang med at udvikle samarbejdsflader med bl.a. universitetsstuderende, hvor studerende og startups får mulighed for at bygge nye produkter og services baseret på data fra DHI’s dataportaler og andre DHI software.

Første skridt er allerede i drift

I efteråret 2017 lancerer DHI sine første dataportaler: ” DHI MetOcean Data Portal ” og ”The Bathymetrics Data Portal”. Her har kunderne nem, cloudbaseret adgang til værktøjerne således, at kunden hvor som helst kan bruge de seneste målte eller simulerede datasæt fx af bundtopografi opmålt via satellit eller simulerede strøm og bølgeforhold. Systemet er stærkt automatiseret, hvilket gør det både brugervenligt, hurtigt og meget mindre omkostningstungt at bruge. Hvis en vindmølleoperatør ønsker at få en analyse af fordelagtige placeringer af havmøller, ville det før have taget over en måned at få resultatet, men nu kan man få meget hurtige svar via dataportalen.

Med et åbent økosystem og cloudbaserede løsninger får mange flere virksomheder adgang til en service, de ellers ikke havde fået. Derudover vil den øgede automatisering af DHI’s løsninger lede til store ressourcebesparelser og give mange flere mindre virksomheder muligheden for at byde på større opgaver.

Denne case er en af ni cases i publikationen Den teknologiske videnbro – nu og i fremtiden.