Innovationstjek førte til forskningssamarbejde

For den 45-mand store virksomhed AH Metal Solutions var et innovationstjek det skub, der satte virksomheden i gang med forskningssamarbejde. Resultatet er, at virksomheden kan øge sin produktion af komponenter med 30 pct.

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

AH Metal Solutions er en af verdens førende eksperter inden for optræk og formning af ultratynde metalplader. Hvert år producerer virksomheden mere end 1.5 mia. komponenter til medico-industrien til brug i fx EKG-elektroder, insulinpenne og høreapparater.

InnovationsAgenterne var første skridt

Indtil virksomheden mødte InnovationsAgenterne havde den selv stået for produktudvikling, men ifølge direktør i AH Metal Solutions, Jesper Høvelskov, var virksomheden nået til et punkt, hvor den havde brug for inspiration ude fra. Virksomhedens komponenter er produceret næsten uændret siden starten af 80’erne, men virksomheden ville gerne gøre elektrodens metalkomponenter mere modstandsdygtige over for ydre påvirkninger som fugt og varme.

InnovationsAgenterne satte virksomheden i kontakt med forskere fra DTU, og siden har et projekt finansieret af Innobooster-ordningen afdækket de tekniske forudsætninger. Virksomheden har også deltaget i et EuroStar-projekt. Næste skridt er ansøgninger til et erhvervs-postdoc og til et projekt under Innovationsfonden.

”InnovationsAgenterne har hjulpet os med projektansøgningerne, og det giver stor værdi at blive vejledt af en, som kender systemet indefra. Vi er blevet guidet igennem de mange krav, der skal opfyldes. Vi var aldrig nået frem til de forskere, der sidder på DTU på egen hånd, og vi ville aldrig være kommet igennem med vores projektansøgninger, hvis det ikke havde været for InnovationsAgenterne. For os var InnovationsAgenterne en vej ind i systemet”, fortæller direktør Jesper Høvelskov og fortsætter:

”Vi satser nu strategisk på forskning og udvikling. Vi har brug for at tilføre mere teoretisk viden til vores produkter for at klare os i konkurrencen med bl.a. lavtlønslande. Vores ambition er at udvikle os fra underleverandør til videnleverandør. Derfor samarbejder vi nu med bl.a. DTU og FORCE Technology”.

Du kan finde flere cases med InnovationsAgenterne her