Trine tog sagen i egen hånd

Af Anders Jørgensen, Opfinderrådgivningen, Teknologisk Institut

Trine Bruun Andersen var træt af at rende rundt med sin håndbold i en plasticpose, så hun lavede selv en taske til den. Sådan en fandtes pudsigt nok ikke i sportsbutikkerne. Nu er den på vej i handel med Select som afsender.

For 23-årige Trine Bruun Andersen blev det irritationsmoment startskuddet til, at hun selv tog affære og satte sig ved farmors pedaldrevne symaskine på Lolland-Falster og syede en praktisk taske til at transportere sin håndbold i.
Det har cirka et år efter ført til en kommercialisering af hendes idé, idet den danske sportsudstyrs-producent Select har lavet en licensaftale med den tidligere håndboldspiller fra Lolland-Falster og boldtasken er på vej ud i danske og europæiske sportsbutikker.

Man kan undre sig over, at der ikke findes et sådant produkt på markedet i et håndboldland som Danmark, men ikke desto mindre var dét resultatet af den unge opfinders egen markedsundersøgelse blandt sportsbutikker og sportsmærker. På nuværende tidspunkt findes der ikke en boldtaske til enkelte håndbolde ude på forretningernes hylder.

Det gav bankassistenten fra Nordea ekstra blod på tanden i forhold til at få udbredt sin idé.
– De fleste håndboldspillere transporterer deres håndbolde i plastikposer nede fra supermarkedet. Lige fra de største Mikkel Hansen‘er til de mindste puslinge. Det kan ikke passe, at det ikke kan klares på en smartere og mere funktionel måde, tænkte jeg, og så gik jeg i gang med at designe boldtasken, fortæller Trine Bruun Andersen.

Oplagt markedspotentiale

Hun har spillet liga-håndbold i Slagelse HK og divisionshåndbold i Nykøbing Falster, hvor Trine også er født og opvokset. På den vis er opfinderen hovedvidne og kernekunde til sit eget produkt. Ikke noget dårligt udgangspunkt for at forstå behovet og afsøge mulighederne for en kommerciel udnyttelse.
Det er ganske normalt i håndboldverdenen, at hver spiller har sin egen bold.

I disse krisetider er det også tilfældet selv blandt eliten, som ikke uden videre bliver begunstiget med det bedste udstyr fra deres klubber. Der må formodes at være et godt marked for en boldtaske til håndbolde alene i Danmark, hvor Dansk Håndbold Forbund tæller cirka 120.000 medlemmer og DGI (Danske Gymnastik- og Idrætsforeninger) har cirka 115.000 medlemmer.

Tanker om beskyttelse

Den unge opfinder holdt kortene tæt til kroppen og delte ikke sine opfinderier med alle og enhver. Kun få fra håndboldmiljøet samt hendes daværende kollegaer i Nordea Maribo hørte om det.
Efter at Trine havde lavet en lille markedsundersøgelse kontaktede hun Væksthus Hovedstadsregionen for at få hjælp til de videre skridt. De anbefalede hende at få lavet en mere autoriseret undersøgelse hos Patent- og Varemærkestyrelsen.
Trine opsøgte derfor styrelsen i Taastrup og fik lavet en designdokumentation, som sidenhen førte til en europæisk designregistrering i samarbejde med Select – men i hendes navn.

Læs hele artiklen her