service innovation

Tema om serviceinnovation

GTS-sekretariatet er gået i gang med at skabe et overblik over GTS-nettets aktiviteter inden for serviceinnovation. Det sker ved hjælp af en caseanalyse.

Resultaterne vil i løbet af de næste måneder blive opsamlet i en rapport. Men her har du mulighed for at læse de foreløbige konklusioner fra caseanalysen, samt læse de syv cases, som ligger til grund for analysen.

Baggrund: Hvorfor interessere sig for serviceinnovation?

Serviceinnovation får en stadig større betydning for Danmarks evne til at bevare sin position blandt verdens førende økonomier. Servicesektoren står i dag for 70 pct. af Danmarks bruttotilvækst og 8 ud af 10 nye jobs skabes inden for serviceerhvervene.

Samtidig sker der en voldsom brancheglidning, hvor flere og flere fremstillingsvirksomheder relancerer sig som serviceleverandører, gennem integration af serviceydelser i deres industriprodukter.

Tilsvarende indgår fysiske produkter og teknologi i produktionen af mange private og offentlige leverandørers serviceydelser. Serviceydelser er dermed blevet en central del af alle virksomheders værdiskabelse – uanset branche, sektor og størrelse.

GTS-nettets rolle i forhold til serviceinnovation

Udviklingen berører ikke kun dansk erhvervsliv, men også GTS-nettet og dets rolle, som teknologisk serviceleverandør. Både fordi GTS-nettet med sin rolle i vidensystemet har en særlig rolle og mission i at være på forkant med virksomhedernes behov. Men også fordi der ligger et forretningsmæssigt potentiale og en forretningsmæssig nødvendighed i at følge med i en udvikling, hvor nye produkter og services i stigende grad skabes gennem tættere og tættere integration mellem teknologi og services.

Den gennemførte caseanalyse viser da også, at GTS-nettet på flere felter er involveret i serviceinnovation.

Konklusioner fra caseanalysen er:

  1. GTS-nettet bidrager til serviceinnovation inden for et bredt udsnit af brancher i dansk erhvervsliv. Således udvikles services ikke kun i samarbejde med servicevirksomheder, men også fremstillingsvirksomheder, såvel som sygehuse og andre offentlige institutioner.
  2. GTS-nettet bidrager med en bred palet af kompetencer, der kan sammenfattes i tre roller: facillitator, brobygger og kilde til innovation. GTS-nettet bidrager ikke alene som formilder og bindeled mellem eksisterende viden og teknologi og private og offentlige virksomheders behov for løsninger. De bidrager også som metodisk facilitator i forhold til selve innovationsprocessen og i forhold til implementering og organisation. Endelig bidrager de i næsten alle cases som kilde til innovation.
  3. I alle cases spiller GTS-nettet en central rolle som kilde eller opfinder af ny viden forstået således, at den forskning og udvikling, der danner basis for en konkret innovation sker inden for GTS-nettets egne murer. Det afspejler, at GTS-nettet formår at gøre brug af sin teknologiske tyngde og udviklingskapacitet og bruge dette som udgangspunkt for forskellige typer af serviceinnovation.
  4. GTS-nettet spiller en betydelig rolle i flere forskellige stadier i udviklingen af serviceydelser. Fra koncept og kundeinterface til leverancesystem, organisation og teknologiske muligheder.

Cases om serviceinnovation:

Her kan du læse de syv cases, som indgår i caseanalysen:

Mere information:

Hvis du vil vide mere om projektet om serviceinnovation, er du velkommen til at kontakte chefkonsulent Lars Fremerey på lafr@gts-net.dk