brugerne

Når brugerne udvikler medicinsk udstyr

Af Brian Hedegaard

Optimal behandling af ens nærmeste ligger højt på ønskesedlen hos alle pårørende, og nogle vælger selv at gribe ind i stedet for at vente på, at ”systemet” kommer med løsningen på lige netop deres problem. Selv om brugerne allerede spiller en central rolle i udviklingen af medicinsk udstyr, kan de få en endnu større betydning for udvikling af fremtidige produkter gennem såkaldt ”disruptiv innovation”.

”Disruptiv innovation” er innovation, som medvirker til at skabe nye markeder eller nye værdikæder, og som kan ændre et eksisterende marked over en relativ kort tidshorisont ved at erstatte teknologier eller services på en måde, som markedet ikke forventer.

Fleksible og individuelt tilpassede løsninger

Teknologisk sker der tilsvarende løbende udvikling, og trenden mod en individuel tilpasset teknologi, som længe har været set i andre markedssegmenter, er også tydelig indenfor sundhedsteknologi. Udviklingen bevæger sig i retning af fleksible og individuelt tilpassede løsninger fremfor lukkede systemer rettet mod en bred masse.

Brugerdrevet innovation er hyppigt anvendt, og med den igangværende udvikling kan brugerdrevet innovation meget vel blive til ”disruptiv innovation”, når brugerne tager styring på udviklingen, hvor teknologier og produkter ender med at blive anvendt på en anden måde, end det oprindeligt var tiltænkt, og der skabes helt nye brugsscenarier og måske endda nye forretningsområder for de virksomheder, som formår at gribe dem.

Gør-det-selv-teknologi til diabetes

Modificering af eksisterende medicinsk udstyr eller blot off-label anvendelse er som sådan ikke ulovligt for den enkelte, men grænsen kan være svær at definere, og det er ikke nok blot at fraskrive sig ansvaret, når man gør løsningen tilgængelig for andre fx gennem open source.

Nightscout-projektet er et eksempel på brugerdrevet innovation, som kan være på vej til også at blive til ”disruptiv innovation”. Projektet er drevet af en entusiastisk forældre-/brugergruppe, der samarbejder om at udvikle udstyr og software, som kan samle information om glukoseniveauet hos deres børn med diabetes og gøre det muligt for sig selv og andre at følge med, selvom man ikke er i umiddelbar nærhed af barnet, en løsning som medvirker til at skabe ro i sindet hos forældrene. Grundideen består i at koble eksisterende udstyr sammen og gøre målinger tilgængelige for forældre og andre pårørende med adgang til data.

Brugerne griber selv til handling

Nightscout har gjort det, som mange forældre til diabetesbørn har ønsket, og som den etablerede industri først for nylig har kunnet levere, bl.a. på grund af hensyn til regulatoriske og kvalitetsmæssige krav samt produktansvar. Et ansvar som brugerne af Nightscout-løsningen selv påtager sig, hvis de vælger at benytte løsningen. Projektet understreger også, at der tale om et DIY (Do It Yourself) projekt, og at systemet ikke må anvendes til kliniske beslutninger.

Brugerne griber i dette tilfælde selv til handling og gennemtvinger en løsning, hvor udstyr fra forskellige leverandører bringes til at kommunikere med hinanden for at skabe en sammenhængende løsning, der løser en konkret problemstilling. Det i sig selv er disruptivt og samtidig et godt eksempel på, at vi som forbrugere stiller stigende krav til innovationshastighed og til individuelle løsninger, som imødekommer netop vores behov.

Åbne snitflader kan styrke innovationen

Disruptive teknologier har i nogle år været omtalt især i forbindelse med telemedicinske løsninger uden, at der som sådan har vist sig nogle rigtig gode eksempler på produkter eller løsninger, som er blevet udbredt i væsentlig grad, hvorved den disruptive effekt er udeblevet. Ikke desto mindre har der i snart 10 år været arbejdet på at skabe et grundlag for, at løsninger som Nightscout’s kan blive til uden, at det skal være nødvendigt at udvikle ny hardware eller nye kabler eller endda modificere på eksisterende udstyr for at frembringe nye løsninger.

Åbne grænseflader og udførlige vejledninger til sikring af standardiseret dataudveksling, som dem Continua har udarbejdet, og som danner grundlag for telemedicin og opsamling af helbredsdata hos borgerne giver mulighed for, at der hurtigt kan skabes nye løsninger. Men løsningerne kan skabes med en hastighed, som meget vel kan overrumple både brugere, industri og sundhedsvæsen samt ikke mindst lovgiverne. Den nuværende lovgivning er nemlig ikke nødvendigvis dækkende for den nye type af løsninger, som bryder med gængse rammer og anvendelser i bestræbelserne på at skabe flere individuelle løsninger baseret på eksisterende produkter.

Læs mere