bevilling

Fra bevilling til vækst

De seneste måneder har budt på både salg og vækst i virksomheder, der startede ud som forskningsprojekter under rammebevillingen ISIS-Katrinebjerg i IT-Byen Katrinebjerg for 10 år siden. Ole Lehrmann Madsen, direktør for Alexandra Instituttet, giver sin forklaring på, hvorfor den måde at tænke midler på dengang også bør være gældende i dag, når det offentlige investerer i innovation.

“I dag vil alle gerne se kommercielle resultater med det samme. Men erfaringerne viser, at visse ting tager tid og nye produkter og ydelser baseret på forskning og teknologi kræver mod, tålmodighed og langsigtede investeringer,” siger direktør Ole Lehrmann Madsen.

Han henviser til “ISIS Katrinebjerg” i 2004, der var et ikt-kompetencecenter under den jysk-fynske it-handlingsplan støttet af Rådet for Teknologi og Innovation, samt Aarhus Amt og Aarhus Kommune.

“De aktuelle succeshistorier bygger på den rammebevilling, som vi fik dengang. De skal minde os om, at den type offentlige langsigtede investeringer, der bygger på frie rammer, er en god ide ud fra et vækstsynspunkt,” siger Ole Lehrmann Madsen.

Den rette timing

Indsatser som Center for IT-forskning og de regionale IKT-kompetencecentre gennem ISIS-Katrinebjerg har haft en markant effekt og har haft afgørende betydning for opbygningen af IT-byen Katrinebjerg: Danmarks førende it-vækstcenter omkring samarbejde mellem forskning, erhvervsliv og uddannelse. Ole Lehrmann har ikke set en så fornuftig bevillingsramme siden, men vil klart anbefale den type fleksible bevillingsrammer igen.

“Ingen har en klar forklaring på, hvornår timing er rigtig. Man skal prøve mange ting, og det er ikke det hele, der lykkes. Liwas-projektet gav eksempelvis ikke den milliardomsætning, vi havde håbet på. Til gengæld havde ingen spået Cetreas succes,” understreger han.

Succesfuld spin-off

Cetrea er en spin-off virksomhed af Det Interaktive Hospitalsprojekt i 2004 under ISIS-Katrinebjerg. Projektet skulle starte op med en stor virksomhedspartner, som desværre sprang fra, efter at folkene var ansat og stod klar.

“Vi troede på projektet og besluttede at gå i gang alligevel med nogle mindre virksomheder. Vi kunne bruge den pose penge, vi havde fået, og det tillod os at reagere hurtigt. Forleden blev Cetrea solgt for 90 millioner og er nu førende leverandør af kliniske logistiksystemer til gavn for rigtig mange patienter og sundhedsfagligt personale,” pointerer Ole Lehrmann Madsen.

Om ISIS

ISIS Katrinebjerg var ét af fire it-kompetencecentre, der blev etableret i efteråret 2002 som en del af den jysk-fynske it-satsning med Alexandra Instituttet som operatør. Centrene byggede på særlige regionale spidskompetencer inden for it og software, som uddannelsesinstitutioner og virksomheder besad. Det skulle styrke forsknings- og udviklingssamarbejdet mellem erhvervslivet og Aarhusregionens it-vidensmiljøer.

Læs mere.