videnkupon

Videnkupon førte til det rigtige teknologivalg

Logiva står over for at skulle release en applikation senere i år, hvor man kan godkende fakturaer på tablets og smartphones. Alexandra Instituttet hjalp med at opnå gode teknologivalg og opbygning af arkitekturen i den kommende faktureringsløsning.

Hvordan træffer man de rigtige teknologivalg, og hvordan opbygger man den rigtige it-arkitektur? Den udfordring stod it-virksomheden Logiva overfor, da de tidligere på året gik i gang med at udvikle en ren webbaseret udgave af deres digitale faktureringsløsning, der hedder SignFlow.

Videnkupon klædte Logiva godt på

Løsningen er applikation, der er et teknisk skridt for deres kunder, fordi det betyder, at kunderne nu også kan godkende deres fakturaer på en tablet eller en smartphone. Det er en fleksibel løsning, der betyder, at man får et lynhurtigt overblik over om der er nogen fakturaer, der skal godkendes, og samtidig behøver de ikke at finde deres laptop frem, når de fx er til møde ude i byen.

For at tage sådan et teknisk skridt så valgte Logiva at indgå i et videnkupon-samarbejde med Alexandra Instituttet, der klædte Logiva på til at bruge nye teknologier og var med til at definere arkitekturopbygningen. Det gennemførte projekt har været en stor succes, forklarer Jens Winther Wullf, partner i Logiva.

– Jeg har flere gange været deltager i og observatør på “tilskudsprojekter”. Min opfattelse er, at succes i sådanne projekter blandt andet kræver god timing, et godt match med de tekniske ressourcer, og den rette motivation hele vejen rundt. Selv når det er opfyldt, kan være svært at sætte et hold sammen, der reelt skaber værdi i korte intensive forløb, som tilskudsprojekter oftest er, fortæller Jens Winther Wullf.

Både et godt greb om teknikken og anvendelsen

Med samarbejdet med Alexandra Instituttet har Logiva opnået gode teknologivalg og fået lavet et Proof of Concept, så det reelt indgår i deres fremtidige SignFlow platform. Samtidig har de fået verificeret, at SignFlow fornuftigt kan afvikles i en browser samt på tablets og smartphones. Det betyder, at Logiva forventer at kunne release dele af applikationen og den nye teknologi allerede senere i år.

– Alexandra Instituttet har haft en stor aktie i denne succes. De er yderst fagligt kompetente og er samtidig gode til at lave løsninger set med et brugerperspektiv. De har altså ikke kun et godt greb om teknikken, men også af anvendelsen, forklarer han.

Tæt parløb skabte resultater

Morten Bohøj, software/ICT Engineer hos Alexandra Instituttet, var med til at udvikle den webbaserede fakturaløsning og var sparringspartner på teknologivalg. Han sad to-tre dage om ugen i juli hos Logiva. Det er netop det tætte samarbejde, der var medvirkende til, at processen blev en succes.

– Logiva valgte fra starten at investere tiden og ressourcerne i projektet og afsatte en medarbejder, som jeg kørte tæt parløb med. Det har været medvirkende til, at det blev en god proces og betød, at vi kunne arbejde fuldt koncentreret på det, forklarer han.

Læs mere på Alexandra Instituttet.