wearables

Var det også godt for dig, smartphone?

Tænk hvis din regnjakke kunne opsamle vand og gøre det drikkeligt, din taske kunne fortælle dig, om du har husket det hele eller dit glas kunne vise dig, om du har drukket nok i dag. Faktisk er det ikke noget, du behøver at tænke dig til, for disse wearables produkter findes allerede – på tegnebrættet og i handlen.

Wearables kommer i alverdens former og med mange funktioner og features. Fælles for dem alle er, at de ved hjælp af en indbygget computer eller avanceret elektronik kan tale til os og gøre os klogere på alt, der relaterer sig til vores krop. Herhjemme er vi først nu ved at få øjnene op for de mange muligheder wearables indeholder, men uden for Danmarks grænser er wearables allerede et stort marked, og på verdensplan forventes markedet for wearables at vokse eksplosivt fra 8,5 til 37 milliarder dollars henover de næste fem år.

Wearables har et stort potentiale. Også for at irritere os

For at øge kendskabet til wearables, inviterede innovationsnetværket InfinIT, til et heldagsseminar, hvor deltagerne kunne blive klogere på de sidste nye tendenser, produkter, potentialer og ikke mindst de udfordringer, wearables også kan give:

– Wearables har et stort potentiale. Også for at irritere os. De er på vores krop i længere tid end nogen anden, og de bliver en meget intim del af vores liv. Derfor er det vigtigt at tænke på, hvad vi gerne vil have tæt på os, hvad vil vi gerne lukke ind i vores liv – og ikke mindst hvordan vi gerne vil have, at de taler til os, fortalte Senior Concept Developer i Alexandra Instituttet og Sekretariatsleder for InfinIT, Rikke Koch.

Rikke Koch anbefalede at bringe poesi ind i udviklingen og udformningen af wearables, så brugeren ikke konstant bliver forstyrret, men i stedet bliver mindet om, at det er tid til fx at bevæge sig eller til at gå ind i skyggen. Som eksempel på dette brugte hun blandt andet UV-kjolen, der ved hjælp af små blænder, giver et visuelt tegn, når det er tid til at søge skygge.

– Der er stor forskel på at give en generel information som: ”Bliv væk fra solen mellem 12-14”, og en aktuel information: ”Du er nu i solen, og bør gå ind i skyggen.” UV-kjolen giver en poetisk handlingsanvisning, som bæreren selv bestemmer om hun vil rette sig efter. Der er ikke noget hårdt ja eller nej involveret. Det kan ses som en svaghed, men jeg tænker det som en styrke, fortalte Rikke Koch.

Leg mikroturist i din egen have

Simona Maschi, der er CEO ved CIID (Copenhagen Institute of Interaction Design) sluttede dagen af med at give nogle eksempler på de mere kunstneriske og innovative wearables.

 Her viste hun blandt andet regnjakken, Raincatch, der kan opsamle regn og gøre det drikkeligt, dragten Microtourism: der viser dig verden på en helt ny måde og gør det muligt at udforske det helt nære – fx et blad i haven og pennen Grip hint – der ved hjælp af lys hjælper autistiske børn med at lære at skrive.

Læs mere.