vidensbronden_nyheda

Solutors og Alexandra Instituttet i samarbejde om interaktivt gulv

Smartboard- og videokonferencevirksomheden Solutors A/S og Alexandra Instituttet har netop tegnet en fem-årig kontrakt omkring salg og videreudvikling af software til Vidensbrønd-projektet – et interaktivt gulv til bevægelsesbaseret læring. Vidensbrønden skal ud over folkeskolen også finde bredere anvendelse i vuggestuer, børnehaver, fritidsordninger og andre uddannelsesinstitutioner.

Siden 2005 har Vidensbrønden vundet designpriser, herunder den internationale Red Dot Design Award i 2007, og høstet anerkendelse som et nyskabende interaktivt it-værktøj, der er med til at fremme og udvikle børn og unges indlæring inden for f.eks. sprog og matematik gennem bevægelse. Nu har to af hovedaktørerne i projektet, Solutors og Alexandra Instituttet, netop tegnet en fem-årig kontrakt på salg og videreudvikling af flere og nye lærings-applikationer, så Vidensbrønden bliver et endnu stærkere og mere udbredt værktøj i de danske vuggestuer, børnehaver, skoler og uddannelses-institutioner.

– Vidensbrønden har gennem pilotprojekter på skoler og institutioner bevist, at den er klar til at blive en integreret del af fremtidens interaktive skoler og institutioner. Også forlagene skal vi nu have på banen til at udvikle og tilpasse undervisningen med didaktisk, interaktivt materiale til Vidensbrønden.  Vidensbrønden bliver en naturlig del af Solutors’ interaktive portefølje og komplimenterer bl.a. vores forretningsområde og certificerede know-how inden for Smart Boards rigtig godt. Derfor vil vi de kommende år have stor fokus på Vidensbrønden i takt med skoler og institutioners interaktive satsninger, og vi har rigtig store forventninger, forklarer adm. direktør Brian Würtz hos Solutors.

Interaktiv fysisk dimension i indlæringen

Hos Alexandra Instituttet glæder man sig over Vidensbrøndens forvandling fra et forskningsprojekt til et mere kommercielt og bredt anvendeligt produkt.

– På Alexandra Instituttet arbejder vi med at bygge bro mellem forskningsverdenen og erhvervslivet, og det er Vidensbrønden et rigtigt godt eksempel på, siger Kaspar Rosengreen Nielsen, som er forsknings- og innovationsspecialist hos Alexandra Instituttet.

– Vidensbrønden er udviklet, fordi forskningen viser, at mange børn og unge lærer bedre og hurtigere, når de kan supplere den stillesiddende indlæring med en fysisk dimension. Dertil kommer, at børnene lærer at samarbejde bedre på det interaktive gulv, idet mange apps fordrer kommunikation og fælles fysiske aktiviteter.  Børn og lærere har også selv har mulighed for at skabe og udvikle nyt indhold til læringsapplikationerne med den tilhørende Vidensbrønd-software. Vi glæder os til at følge produktets udbredelse i undervisningssektoren, siger Kaspar Rosengreen Nielsen.

Ved at bruge hænder og fødder som ”mus” kan eleverne klikke på gulvskærmen og arbejde med en række specialudviklede læringsapplikationer såsom quiz, vendespil, geometri og gulvtastatur rettet mod skolefagene. Apps til gulvet er lavet på en sådan måde, at eleverne både kan dyste mod eller hjælpe hinanden og aktivt bruge kroppen undervejs. Bevægelserne registreres af et såkaldt Kinect-kamera, der sidder i loftet, og det kan også registrere bolde, kasser, puder mv., der kan bruges til at håndgribeliggøre læringsaktiviteter.

Ved hjælp af den medfølgende software kan elever og lærere lave deres eget læringsindhold, der både inddrager tekst, lyd og billeder. Når indholdet er færdigt, kan det deles internt på skolen eller med andre skoler. Der findes allerede over 100 sådanne indholdsproduktioner lavet af lærere og elever. Der er indtil videre udviklet ca. 15 læringsapplikationer, som man kan lægge sit eget indhold i, men flere er på vej.

Fakta

Vidensbrønden er oprindeligt udviklet af forskere fra Alexandra Instituttet, Aarhus Universitet og Arkitektskolen Aarhus i et projekt sammen med arkitektvirksomheden Arkitema, den rådgivende ingeniørvirksomhed Søren Jensen A/S, AV-firmaet Solutors og Aarhus Kommune. Projektet er også blevet finansieret af Aarhus Kommune med støtte fra Oticon Fonden, Boligfonden Kuben og NCC. Forskningen bag Vidensbrønden er startet i iSchool-projektet under kompetencecenteret ISIS Katrinebjerg.

Læs mere om Alexandra Instituttet