eksaminer

Nyt system kan være springbræt for fremtidens eksaminer

Omkring 250 gymnasieelever og 250 jurymedlemmer fra 62 forskellige lande besøger Aarhus for at deltage i den prestigefyldte International Biology Olympiad (IBO) 2015. En app udviklet af Alexandra Instituttet danner rammen om alle olympiadens faglige aktiviteter.


IBO er en årlig begivenhed, der er blevet afholdt siden 1990. I 2015 er Aarhus Universitet arrangør, når olympiaden afholdes for 26. gang. Til olympiaden konkurrerer gymnasieelever, fire fra hvert deltagende land, i deres viden om og forståelse af biologi. Medaljetagerne findes via to eksaminer med henholdsvis teoretiske og praktiske opgaver.

Komplet it-understøttelse af alle faglige aktiviteter

For to år siden, da olympiaden blev afholdt i Bern, Schweiz havde en schweizisk gruppe udviklet et system, der understøttede jurymedlemmernes oversættelse af opgaverne til samtlige af de sprog, der er repræsenteret ved olympiaden, samt udførelsen og retteprocessen af de teoretiske opgaver. Inden da var alt foregået på papir.

Når IBO afholdes i Aarhus, vil der for første gang i IBOs historie være en komplet it-understøttelse af alle de faglige aktiviteter – også de praktiske opgaver. Til at udvikle dette system er valget faldet på Alexandra Instituttet med en projektgruppe bestående af Peter Andersen som overordnet koordinator, Morten Bohøj som teknisk projektleder og hovedudvikler samt Cédric Giffart som ansvarlig for netværk og hardware i tæt samarbejde med AU IT.

Samarbejde og videreudvikling er nøglen til succes

Tidligt i processen blev det besluttet, at systemet skulle baseres på det schweiziske system fra 2013:

– Vores rolle består i på den ene side at redesigne og videreudvikle det allerede eksisterende system og på den anden side at udvikle en hel ny funktion, som understøtter de praktiske opgaver. Desuden skal vi hjælpe med selve afviklingen og sørge for at tingene kører, når olympiaden afholdes, fortæller Peter Andersen og fortsætter:

– Vi begynder helt forfra, men arbejder sammen med gruppen bag det schweiziske system. De ved, hvad det drejer sig om og har gjort sig erfaringer fra afholdelsen i 2013. Chancen for at komme godt i mål er altid større, hvis man samarbejder med nogen, der har erfaringer med domænet fra tidligere, understreger han.

Systemet udvikles som en WebApp designet til tablets. Eleverne vil undervejs benytte det indbyggede kamera i besvarelsen af den praktiske eksamen, hvor opgaverne har karakter af feltstudier, mens den teoretiske opgave er en multiple choice eksamen.

– Det er klart, at der ligger en teknisk udfordring i det at inkludere den eksperimentelle del af opgaverne. Det bliver den reelle nyskabelse – det unikke, fortæller Erik Meineche Schmidt, der har fungeret som fundraiser på IBO15.

Et skræddersyet system med større potentiale

Systemet udvikles specifikt til olympiaden, men både Peter Andersen og Erik Meineche Schmidt ser et stort potentiale i systemet fremadrettet.

– Vi vil ende med et system, der potentielt set kan være startskuddet til afvikling af eksamener, der er bygget efter samme princip som til olympiaden. Et sådan system giver mulighed for ikke alene at se, om besvarelserne er rigtige, men du kan også følge besvarelsesprocessen og detektere, hvad der foregår undervejs. Det er et aspekt, som er pædagogisk og fagligt interessant – men man skal selvfølgelig også være opmærksom på, hvor tæt man går på folk, understreger Erik Meineche Schmidt.

En gruppe forskere stiler efter at skrive en forskningsartikel ud fra de observationer, der kommer ud af besvarelsesprocesserne fra IBO 2015.

FAKTA

International Biology Olympiad er en årlig begivenhed, hvor de fire bedste deltagere fra hvert lands nationale olympiade deltager. De fire deltagere fra hvert land ledsages af tre-fire jurymedlemmer fra samme land. Disse agerer både som mentorer og bedømmere. Deltagere og jurymedlemmer indkvarteres på to forskellige hoteller, og deltagerne fratages deres mobiltelefon i den periode, olympiaden afholdes.

Der forelægges et forslag til de opgaver, deltagerne skal gennemgå, som jurymedlemmerne sammen oversætter. På eksaminationsdagene får deltagerne udleveret en tablet, hvorpå opgaverne besvares.

Olympiaden indeholder desuden en åbnings- og afslutningsceremoni, som afholdes i Musikhuset i Aarhus, samt diverse aktiviteter og events, hvor deltagerne har mulighed for at have det sjovt og lære hinanden at kende på tværs af landegrænser, samt opleve dansk kultur og natur.

Læs mere om IBO 2015.