ordblinde

Ideboksen inkluderer ordblinde elever

Kompetencecenter for Læsning i Aarhus har påpeget et problem med at involvere læsesvage og ordblinde børn i undervisningen, når der samtidig skal være fokus på bevægelse. Ideboksen, et nyt ideudviklingsværktøj, skal hjælpe lærere til at skabe øvelser for hele klassen.

Med folkeskolereformen fulgte kravet om øget bevægelse i folkeskoleundervisningen. Kompetencecenter for Læsning i Aarhus har siden påpeget, at det kan medføre en eksklusion af de læsesvage elever, når lærerne er pålagt at finde på aktiverende øvelser i undervisningen. Det vil de nu gøre noget ved.

”Man griber tit til de traditionelle aktiviteter som løbediktat og orienteringsløb med poster, hvor det er beskrevet, hvad man skal. Der kommer de ordblinde for eksempel til kort,” fortæller Visti Hansen, der er Afdelingsleder hos Kompetencecenter for Læsning i Aarhus.

På Kompetencecenter for Læsning arbejder man mod at ordblinde elever kan få en tablet som it-rygsæk, som kan hjælpe med at læse tekst op og give ordforslag. At det er en tablet og samtidig en pc gør at eleverne også kan anvende den når bevægelsesaktiviteter finder sted. Det er et skridt bagud udviklingsmæssigt for børnene, når de kommer tilbage og ikke har mulighed for at benytte deres hjælpemidler i dele af undervisningen, så som bevægelsesaktiviteter hvor læsning og skrivning indgår.

Klar med en løsning til de ordblinde

Alexandra Instituttet har udviklet en løsning, der skal hjælpe folkeskolelærere med at finde på læringsøvelser i undervisningen, der inddrager brugen af digitale hjælpemidler, så de læsesvage også kan være med. Den hedder Ideboksen og findes både som software og fysisk redskab til fri afbenyttelse. Ideboksen er skabt i tæt samarbejde med Kompetencecenter for Læsning i Aarhus.

”Ideen var at skabe opmærksomhed omkring, at nogle børn bliver glemt, når elever skal være i bevægelsesaktiviteter 45 min. om dagen, og samtidig give lærerne et redskab, som kan hjælpe med at få de læsesvage tænkt ind i aktiviteterne,” forklarer Visti Hansen.

Med Ideboksen kan man sammensætte opgaver med elementer fra kategorierne bevægelse, redskaber, rum og digitale kompetencer. Værktøjet kan bruges til både åben idegenerering, fokuseret, Inspirationsbaseret og involverende idegenerering. Samtidig kan det være motiverende for eleverne, at være med til at ideudvikle på de daglige aktiviteter.

Læs rapporten bag projektet (PDF)