byen

Digitalerum i byen skaber nye oplevelser og stemninger

Hvordan kan man bruge digitale virkemidler i byens rum? Interaktionsdesigner Liselott Stenfeldt fra Alexandra Instituttets Interactive Spaces Lab mener at teknologi i forbindelse med byfornyelse kan skubbe til den måde, vi oplever vores omgivelser på. Med digitale virkemidler kan vi skabe nye aktiviteter, som inviterer en bred målgruppe til at deltage på forskellige måder.

Hos Interactive Spaces Lab arbejder de, i samarbejde med virksomheder som Metroselskabet, kommuner eller andre byrumsaktører, med at udvikle konkrete prototyper, som viser, hvordan forskellige virkemidler kan være med til at ændre og påvirke borgernes adfærd. Prototyperne er for det meste en del af en større strategisk byplan og tænkes ind fra starten til at kunne synliggøre og afprøve tanker og idéer, der bliver talt om på et mere politisk plan.

Nordlys projektet spreder stemning i Horsens

Byrumsinitiativet Nordlys i Horsens er et projekt, som Interactive Spaces Lab har arbejdet med, og er i høj grad er blevet godt modtaget både af kommunen og af borgerne. Nordlys åbnede i juni 2013 og har været i gang 24/7 helt siden da.

“Vi har ad flere omgange været forbi og har her talt med glade brugere af installationen, som hver især har været i stand til at formulere konkrete tanker om den behagelige stemning, som opstår ved kombinationen af lyd, lys og det digitale,” fortæller Liselott Stenfeldt.

Se video om Nordlys

Nordlys from Interactive Spaces Lab on Vimeo.

Byens oversete rum skal være legende og magiske

Liselott Stenfeldt fortæller at de hos Interactive Spaces Lab har været i dialog med Metroselskabet, bl.a. om hvordan man kan bruge digitale virkemidler til at udfolde nogle af byens mere oversete rum.

“Vi ønsker gennem responsiv lyd og lys at skabe anderledes både legende og mere magiske stemninger, som forhåbentlig får byens besøgende til at tage en lille omvej, når de skal fra A til B,” siger hun.

Læs mere.