Brugerdreven innovation i ambulancer

– Vi er utroligt glade for at præsentere, at vi er med i et samarbejde, der skal levere elektroniske præhospitale patientjournaler, fortæller Lone Faber, innovationschef i Pervasive Healthcare, om det landsdækkende samarbejde, som går på tværs af de fem danske regioner og fire virksomheder.

Alexandra Instituttet skal i samarbejdet levere brugerinddragelse i forhold til tilpasning af en eksisterende løsning til landets regioner.

Fra grøftekant til indlæggelse

De præhospitale patientjournaler, der tidligere gik under navnet ambulancejournaler, bliver anvendt af reddere, når de ankommer til et ulykkessted. Den mobile og elektroniske præhospitale patientjournal dækker hele patientforløbet fra skadesstedet til modtagelse og indlæggelse på sygehuset. Med det kommende system skal det blandt andet være muligt for redderne at koble sig til vagtcentralen og sygehusene.

– Vores kompetencer er unikke inden for brugerdrevne innovationsmetoder. Vi er erfaringsmæssigt med til at sikre, at design, funktionalitet, brug og organisatoriske forandringer spiller bedre sammen, og derfor får man et bedre slutprodukt til glæde for redderne såvel som patienterne, forklarer Lone Faber.

Innovativ leverance

Thomas Larsen, salgsdirektør i CSC Scandihealth, er glad for at have Alexandra Instituttet som underleverandør:

– Vi valgte at inddrage erfarne forsknings- og innovationsspecialister fra Alexandra Instituttet til at facilitere primært afklaringsfasen og sekundært udviklingsfasen. Vi har valgt Alexandra Instituttet for netop at sikre, at brugernes behov, processer og arbejdsgange bliver afdækket på en velafprøvet metodisk måde, og at det efterfølgende vil blive afspejlet i det endelige system.

Projektet skal vare i seks år, hvor Alexandra Instituttet i første omgang skal deltage og levere brugerdrevne innovationsmetoder i de første halvandet år.

– Det er et interessant projekt, og vi glæder os til at være leverandør i forhold til innovativ brugerinvolvering og de deraf følgende løsninger, siger Lone Faber.

Du kan læse mere om projektet i den officielle pressemeddelelse her.