Hvordan kan IoT gøres pålideligt?

Når man for mekaniske og elektroniske produkter taler om pålidelighed, bliver det ofte sidestillet med termomekaniske påvirkninger og fejl relateret til aldring og slitage. Men hvilke nye fejltyper introduceres med Internet of Things (IoT), og hvad kan der gøres for at forebygge dem?

Af Anders P. Mynster

Der er et hav af forskellige klimatiske, termiske og mekaniske tests af elektronik. Disse er stadig centrale i forbindelse med pålideligheden af produkter, men standarddefinerede tests er ikke længere altid tilstrækkelige til at sikre et produkts pålidelighed. Efterhånden som IoT og dermed trådløs kommunikation bliver mere og mere udbredt, vil IoT-specifikke tests og reviews nemlig blive mere og mere relevante. Her har vil vi fokusere på et par af dem: Cybersikkerhed og kommunikation.

Cybersikkerhed

Tilbage i oktober 2016 blev web services såsom Twitter og Spotify ofre for et ’Distributed Denial of Service’ angreb. Det er et angreb, som benytter mange enheder til at sende falske forespørgsler til en bestemt hjemmeside, som så bliver overbelastet, hvorefter almene netbrugere ikke kan besøge siden.

Hvad har det så med IoT og pålidelighed at gøre? To ting.

  • Angrebet stammede i en stor grad fra IoT-enheder: Dette kunne ske, fordi de var inficeret af et såkaldt botnet, malware som er designet til at overtage kontrollen med en enhed.
  • Sådanne angreb kan også ramme IoT-devices: Når internettet bliver belastet, er det ikke sikkert, at selv vigtig kommunikation kommer igennem.

At så mange enheder kunne blive inficeret skyldes to meget basale sikkerhedsbrister. At der ikke bliver opdateret software på mange IoT-devices, så deres sikkerhedsbrister derfor er gamle. Derudover skyldtes det også, at der ikke ændres fra default password til et stærkt password, når apparaterne bliver installeret. Ved at have botnets, der via bruteforce/dictionary metoden ’gætter’ det rigtige password, kan indtrængere installere uautoriserede programmer på IoT-enhederne.

En måde at teste cybersikkerhed på er derfor at udsætte IoT-enhederne for denne type af angreb og sikre, at der er procedurer for password management og software opdatering hos slutbrugeren.

Kommunikation

En anden risiko for brugerens opfattelse af pålideligheden af produkterne er den trådløse dækning for enheden. Her er der også flere typer af fejl: Enkelt pakkefejl og vedvarende fejl. Her kan man fx kigge på en case fra et IBIZ TechLab projekt.

Her har DELTA – En del af FORCE Technology arbejdet på en intelligent dør, som ved hjælp af forskellige sensorer kan registrere, hvornår den enkelte kunde går ind og ud af en given butik. Hvis vedkommende går ind, øges det registrerede antal i butikken med én, og hvis en kunde går ud reduceres det.

Hvis der her benyttes ’event baseret’ kommunikation, altså at der sendes en besked til serveren, når en person går ind eller ud, vil det kræve, at alle beskeder fra sensoren til serveren går igennem. Sker det ikke, kan det registrerede antal kunder blive stadig mere misvisende som tiden går.

For at sikre at potentielle afvigelser bliver korrigeret, kan man sende en pakke, fx hver time, til at korrigere for eventuelle tabte pakker. Da denne pakke ikke sendes så ofte som de andre, kan der fx være større sikkerhed i transmissionen ved at bruge en bedre fejlrettende kodning, bedre spreading faktor i den trådløse modulation, eller flere retransmissioner. Alt sammen noget der øger overhead for kommunikationen, så den tager længere tid. Derfor kan den ikke implementeres for hver eneste kunde, da det ville dræne batteriet og bruge for meget båndbredde. Det gælder derfor om at finde den rette balance mellem drift og pålidelighed.

Har du input til de nye IoT-krav?

DELTA – En del af FORCE Technology vil meget gerne i kontakt med virksomheder, som har yderligere input til de nye krav, som IoT stiller til deres produkter. På denne måde kan der nemlig dannes handleplaner for at løse de nye behov. Et resultat af denne udveksling er indtil videre er, at danske elektronikudviklere nu selv har mulighed for at teste antenneudstrålingsmønster, ESD, og tilpasse antenner i DELTA’s faciliteter gennem Nordic IoT Centre – og flere testtyper vil komme til.

Mere info

For mere information kontakt seniorkonsulent, Anders P. Mynster, DELTA, tlf.nr. 72 19 44 25.

Teksten er et uddrag fra en artikel bragt i. Den kan findes i længere fuld længde her.

DELTA og FORCE Technology fusionerer

Fra 2017 bliver DELTA en del af FORCE Technology. Fusionen medvirker til et stærkere GTS-net til gavn for dansk erhvervsliv. Her kan du læse mere om fusionen:

På dansk

På engelsk