Hvordan får vi flere med på vognen?

Hvorfor bruger nogle borgere den kollektive transport meget? Og hvorfor vælger nogle den aktivt fra? Det er hovedspørgsmålet i en stor antropologisk analyse, som Alexandra Instituttet har lavet for Movia. Analysen viser, at den kollektive transport, vi allerede har, kan blive mere attraktiv for mange flere – uden at øge serviceniveauet.

Hvert år spilder samfundet 20 mia. kroner på, at folk, der skal i skole og på arbejde, holder i kø og trængslen på vejene stiger. Det er et enormt produktivitetstab. Der kan være 87 mennesker i en bus på den samme plads på vejen som tre biler. Der er derfor god logik i, at flere transporterer sig sammen – for så bliver der plads til mere transport, der understøtter vækst og udvikling.

Men til trods for, at man kan spare tid, penge, bidrage til et bedre klimaaftryk eller øge egen sundhed, oplever den kollektive transport nogle gange at blive valgt fra. Indtil nu har der ikke været en omfattende og systematisk kortlægning af borgernes transportvaner og de bagvedliggende årsager til vores valg af transportform.

Ny analyse bag kortlægning

Med analysen ”Derfor vælger jeg den kollektive transport”, som Movia har gennemført i samarbejde med Alexandra Instituttet, gives unik, ny viden om, hvad der påvirker og former borgernes vaner og værdier, når det gælder transport. Og det er det helt nødvendige supplement til den betydelige mængde af data og viden, som Movia har om passagerernes adfærd og rejsemønstre.

”At øge andelen af mennesker, der transporterer sig sammen, er afgørende for, at vi kan sikre en høj produktivitet i vores samfund. Her spiller den kollektive transport en central rolle. I Movia er vi derfor optaget af, hvad der skal til for at bryde borgernes transportvaner og tilvælge den kollektive transport der, hvor det objektivt er en fordel for dem,” siger Camilla Struckmann, kommunikationsdirektør i Movia, og fortsætter:

“Med analysen har vi fået en unik indsigt i, hvad der driver borgernes valg og vaner. Der peges på mange områder, hvor vi i den kollektive transport kan sætte ind, så vi kan være mere for flere uden nødvendigvis at sætte flere busser og tog ind.”

Brugerstudier sætter ord på fakta

Det har været rigtig spændende at løse denne opgave for Movia, fortæller Principal Green Urban Designer Trine Plambech fra Alexandra Instituttet, der har lavet observationer og interviews med brugerne

“Movia har omfattende kvantitativ viden om, hvordan folk transporterer sig, men de manglede kvalitativ viden om, hvorfor de transporterer sig, som de gør, og hvad der ligger bag de valg, de træffer. Analysen har givet et meget komplekst billede af vores transportadfærd og har vist, hvor tæt den er viklet ind i vores øvrige livsvalg, vaner, værdier og drømme,” siger hun.

Læs mere her