GTS-nettet er en ”deleordning” for SMV’er

Familievirksomheden Thürmer Tools har disruptet sig selv og står efter at være dømt ude igen stærkt på markedet for værktøjer. Virksomheden har arbejdet tæt sammen med GTS-institutterne. 

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen

Erick Thürmer står i spidsen for Thürmer Tools, der blev grundlagt tilbage i 1898. Efter at være hårdt ramt af den seneste økonomiske krise satsede virksomheden alt på en gennemgribende digitalisering og omlægning af produktionen. Undervejs i dette arbejdet har virksomheden især haft glæde af GTS-nettets omfattende viden om 3D print, om tribologi og om computer flow analyser, hvor GTS-institutternes ifølge Erick Thürmer har viden i international topklasse.

”Der er to ting, der har bragt Thürmer Tools derhen, hvor vi er dag: GTS-nettet og nogle af de offentlige ordninger som fx videnpilotordningen. GTS-institutterne er gode til at indkredse og løse de udfordringer, der opstår undervejs i et udviklingsarbejde”, siger Erick Thürmer og fortsætter:

”Hvis vi ikke havde GTS-systemet, så ville mindre danske virksomheder aldrig få innoveret noget som helst. GTS-institutterne skaber en form for deleordning eller en fælles platform, hvor alting handler om at dele faciliteter og kompetencer, så de på samme tid bliver til glæde for mange virksomheder. Samtidig er det værd at huske, at den enkelte SMV ikke har råd til på egen hånd at opbygge de kompetencer, man finder hos GTS-institutterne”.

En stor mundfuld

For Thürmer Tools har det været en stor mundfuld at gå hele vejen med digitaliseringen. Som et eksempel er virksomheden gået fra at have 5 pct. akademikere i virksomheder til være mere end 80 pct. akademikere. Ifølge Erick Thürmer skal man være parat til dette skifte, hvis digitaliseringen skal lykkes.

”Det har været vanvittig at disrupte virksomheden – også mere vanvittigt, end jeg forventede. Vi har indfriet de mål, vi satte os for tre år siden, men rejsen slutter aldrig. Senest er vi lykkes med at få Amazon som kunde. Vi har allokeret en del af vores lager, og lader så Amazon styrer det. Først åbnede vi sidste år et fjernlager I England, og siden har vi åbnet fjernlager i Italien, Tyskland, Spanien og Frankrig. Dette samarbejde med Amazon vokser eksponentielt. Vi har 18.000 varenumre, men Amazon har kun 50 af dem. På trods af det, regner vi med, at Amazon er vores største enkeltstående kunde, når vi rammer årsskiftet”, fortæller Erick Thürmer.

Mere information

Denne case har været bragt i Performanceregnskab for GTS-net 2017

Se en video med Erick Thürmer her: