Grøn omstilling giver værdi til danske hoteller

Der ligger et stort potentiale for hotelbranchen i at nytænke forretningsmodeller og ydelser, der nedsætter forbruget og øger bæredygtigheden. Men et nyt forskningsprojekt viser, at bæredygtighed i branchen er meget mere og andet end sparede antal kilowatt-timer: Det handler nemlig om omsorg for både miljøet og gæsten.

Hotelbranchen bliver ofte forbundet med stort strømforbrug, madspild, udledning af CO2 og kemikalier til vask og rengøring. Men mange danske hoteller imødekommer det stigende antal hotel- og konferencegæster, som efterspørger mere bæredygtige ydelser fra hotellerne.

Forskningsprojektet Grøn omstilling i hotelbranchen, som er støttet af innovationsnetværket Smart Energy, er netop nu i gang med at undersøge, hvilken værdi det egentlig giver gæsterne og de besøgende at bo og opholde sig på et bæredygtigt hotel. Projektet undersøger videre om man kan inddrage gæsterne i den grønne omstilling på hotellet, og om man dermed kan få dem til at tage nye, grønne vaner med sig hjem.

Resultater fra projektet viser, at omsorg for gæsterne, kommunikation i øjenhøjde og inddragelse af medarbejderne i den grønne omstilling blot er nogle af de områder, hotellerne skal fokusere på for at lykkes med grøn omstilling. Det grønne islæt og bæredygtighed er nemlig et af de parametre, et hotel kan differentiere sig positivt på, hvis det vel at mærke gøres med personlighed, troværdighed og overbevisning, viser projektet.

Nudging, videoer og malebøger

Som en del af projektet forsøger man sig med en række prototyper, der skal afprøve resultaterne. Herunder en ’nudgende’ installation, der skal gøre det mere indbydende og motiverende at tage trappen i stedet for elevatoren; en samling af informerende videoer, der skal cirkulere internt blandt de ansatte med det formål at klæde dem på i forhold til at fortælle gæsterne hotellets grønne historie, samt en opgave- og malebog til besøgende børn, som kan inspirere familierne til en grønnere adfærd, når de kommer hjem fra hotellet.

Det er HORESTA, Aarhus Universitet og Alexandra Instituttet, der sammen med hotelkæden Guldsmeden Hotels og det bornholmske hotel Green Solution House har sat sig for at dokumentere de positive effekter, det giver at være et grønt hotel – såvel udadtil mod gæsterne og indadtil mod medarbejderne.

Det grønne skal komme indefra

Resultaterne fra undersøgelsen viser, at ledelsen skal gå forrest i den grønne omstilling, for det er deres engagement, der skal bane vejen for de grønne initiativer. Når først den grønne linje og tanke er plantet hos medarbejderne, er det dem, der løfter den videre. Undersøgelsen viser nemlig tydeligt, at motivation af medarbejderne i forhold til involvering og medejerskab i de grønne løsninger er et centralt kriterium for succesfuld grøn omstilling. Samtidig skal de bæredygtige initiativer man igangsætter ikke blive til en ‘løftet pegefinger’ for gæsterne, men skal i stedet opfattes som en grøn omsorg, som hotellerne viser deres gæster.

Erfaringerne fra forsøget er netop ved at blive integreret på de deltagende hoteller, og vil i foråret kommunikeres udad til et brede fora. Det vil ske via en række vidensspredninsgsseminarer, hvor partnere i projektet vil dele ud af deres indsigter og oplevelser.

Læs mere om projektet her