madspild; cph food fair

Stop madspild

Uetisk og spild af penge – det er blot to grunde til at stoppe det enorme madspild, der finder sted i landets kantiner, hoteller og konferencecentre. Men hvordan kommer virksomhederne problemet til livs? Det rådgiver AgroTech om.

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

40.000 tons mad bliver hvert år kasseret i foodservicesektoren. Det viser en undersøgelse fra Miljøstyrelsen. En del af problemet opstår i de danske kantiner, hvor store dele af maden fra buffeten ryger direkte i skraldespanden. Det skyldes, at det kan være vanskeligt at vurdere, hvor meget mad der er brug for.

”I teorien lyder det måske som en simpel sag at reducere madspild, da det ”bare” handler om at smide mindre ud. Men i praksis kræver det en holdningsændring i køkkenet, dokumentation af spildet og en plan for, hvordan spildet kan undgås”, fortæller Johanne Sønderlund Birn, projektleder i AgroTech.

Det er baggrunden for, at AgroTech har udviklet en rådgivningspakke, der leder virksomheder sikkert igennem en proces mod reduktion af madspil. Et tilbud som foreløbig 15 virksomheder har været igennem med gode resultater.

Ændring af vaner og dokumentation af spild

Erfaringen fra AgroTech er, at successen i høj grad afhænger af ændrede vaner hos køkkenpersonalet. Som en del af processen bliver der derfor holdt workshops, hvor formålet er at finde en fælles holdning til, hvad der er affald, og hvad der kan genanvendes. Herefter handler det om at identificere og dokumentere madspildet – og igangsætte de tiltag, der har størst effekt. Undervejs i processen er der løbende dialog og sparring mellem køkkenet og AgroTech.

”For os er det helt centralt, at indsatsen mod madspild bliver en integreret del af hverdagen i virksomheden, før vi slipper kunden. Vores oplevelse er, at den måde at tænke i forløb og implementering bliver værdsat af virksomhederne”, siger Johanne Sønderlund Birn.

Reduktion af madspild er en god forretning

En af de virksomheder, som AgroTech har samarbejdet med, er cateringfirmaet DinnerdeLuxes. Her har det været muligt for virksomheden at nedsætte sit spild med 10 tons og dermed opnå en besparelse på hele 50.000 kr. om måneden. Johanne Sønderlund Birn fortæller, at denne virksomhed ikke er et enestående eksempel på, at reduktion af madspild giver en økonomisk gevinst.

”Mad der ender i skraldespanden er spildte ressourcer, der kunne være brugt på en anden måde. Vores foreløbige resultater viser, at med en aktiv indsats fra landets kantiner, hoteller og konferencecentre vil det være muligt at reduceret madspildet med op til 30 %. Det er store besparelser i kroner og øre”.

Herudover er der ifølge AgroTech en udvikling i gang, der betyder, at flere store virksomheder opfatter madspild som uetisk. De er derfor begyndt at spørge ind til leverandørernes indsats imod madspild. På den måde bliver reduktion af madspild et konkurrenceparameter, der kan distancere virksomheden fra konkurrenterne.

De gode resultater fra arbejdet med madspild har vakt international interesse. I oktober 2014 holdt AgroTech et oplæg om erfaringerne med at reducere madspild i forbindelse med en europæisk konference om madspild i Bruxelles.

Det gør AgroTech:

AgroTech tilbyder virksomhederne en rådgivningspakke, der indeholder fire punkter:

  1. Køkkensparring fra kok: Arbejdsprocesser, råvareindkøb, råvareopbevaring, menuplaner og inspiration
  2. MadspildsWeblog: Dokumentation, databearbejdning, type af spild, tidspunkt for spild og spild over tid
  3. MadspildsWorkshop: Definition af madspild og affald, identifikation og værdisættelse af spild, prioritering af indsats og udarbejdelse af handleplan for reduktion af spild
  4. Opfølgning: Blev succeskriterierne opfyldt? Hvad gik godt? Og dårligt? Skal vi igangsætte nye tiltag og ny måleperiode?

Andre tilbud: Kommunikationsguide – Kommunikationsguiden klæder virksomheder på til at udvikle og igangsætte kommunikation om madspildstiltag internt såvel som eksternt.

Yderligere information på www.agrotech.dk