fødevareindustrien; vand

Vand i fødevareproduktion – nu og i fremtiden

Innovationsnetværkene Inno-MT og inSPIRe har afholdt temadag sammen med DHI hvor fokus var på vandreduktion, rensning og genbrug i fødevareindustrien. Hvordan opnår man bedst effekt uden at gå på kompromis med kvalitet og sikkerhed af fødevarerne? Det var et af spørgsmålene som blev debatteret.

Formålet med temadagen var at vise deltagerne, at procesvand er en ressource – og ikke bare en omkostning, når det udledes til renseanlæg eller kloak.

Ved at tage udgangspunkt i en overordnet kortlægning af vandstrømme og forureningsgrader kan det afgøres, om vandstrømme kan genbruges, evt. efter en renseproces. Herved vil virksomheder få en mulighed for at spare ressourcer og samtidig bevare en høj produktkvalitet. Temadagens 70 deltagere diskuterede de praktiske forslag til, hvordan man kan spare på vandet og spurgte specielt ind til Fødevarestyrelses håndtering af renheds kravene til procesvand.

Temadagen havde fokus på:

  • Lovgivningsmæssige aspekter ved genanvendelse af procesvand
  • Status for Fødevarestyrelsens kampagne: Vand i fødevarevirksomheder – nu og i fremtiden
  • Teknologiske muligheder for at vurdere og rense vand
  • Metoder til systemanalyse, opdeling af vandstrømme og vurdering af kvaliteten
  • Cases fra fødevareindustrien, rengøringsbranchen og teknologiudviklere