Risiko for korrosion kan forudses med nye modeller

De seneste årtier har der været et globalt ønske om at omlægge kraftværker fra kul til biomasse. Men det har forårsaget helt nye problemer. Biomasse indeholder store mængder korrosive komponenter og betyder store askebelægninger på overhedere. For at imødekomme disse problemer har FORCE Technology udviklet nye modeller til forudsigelse af korrosionsrisikoen i biofyrede kraftværker.

Ved at reducere korrosion og belægning kan kraftværkerne mindske vedligeholdelses- og udskiftningsomkostningerne markant og ligeledes forbedre kedeleffektiviteten og reducere antallet af utilsigtede funktionsstop.

Udpegning af områder med høj risiko for korrosion

FORCE Technology har valideret deres nye modeller på Verdos kombinerede varme- og kraftværk, hvor man for nyligt konverterede til 100% biomasse. Det har resulteret i en markant stigning i korrosionshastigheden på overhederen direkte over gitteret, hvilket nedsætter dens levetid markant.

FORCE Technologys nye korrosionsmodelleringsproces fokuserede på hovedemnerne: korrosion ved høje temperaturer i biomasseaskeaflejringer, kemiske reaktioner i aflejringer og røggas, frigørelse af kritiske komponenter fra biomasseforbrænding og aflejringsmekanismer. Det resulterede i tre primærmodeller for simuleringen: en BED-model til simulering af frigørelsen af korrosive komponenter fra gitteret, en grovmodel for askeaflejring og en model for korrosionsrisikoen på kedlens metaloverflader.

Ved at inkorporere disse nye modeller i CFD-simuleringer på Verdos anlæg var FORCE Technology i stand til at udpege områder med høj risiko for korrosion og derved tilbyde Verdo en hensigtsmæssig strategi for en mere effektiv udnyttelse af deres kedel.

Læs hele artiklen (PDF)