pumpestation

Optimeret pumpestation giver renere vand

Transport af store mængder spildevand til et centralt renseanlæg kræver omhyggelig planlægning og godt udført ingeniørarbejde. Derfor henvendte HOFOR og deres rådgiver på området, Krüger A/S, sig til DHI for at finde en løsning til den københavnske pumpestation på Kløvermarksvej.

Pumpestationen på Kløvermarksvej er et kompliceret knudepunkt, hvor spildevand bliver opsamlet fra adskillige hovedledninger og pumpet videre ved hjælp af op til otte store pumper. Pumpestationen på Kløvermarksvej bliver den største spildevandspumpestation i Danmark, når den står færdig i 2018.

Interaktiv designproces for pumpestationen

HOFOR og Krüger A/S henvendte sig til DHI for at få teknisk vejledning om strømninger, opholdstider og andre detaljerede hydrauliske informationer, som er vigtige for design af pumpestationen. Der blev oprettet en målrettet projektgruppe med deltagelse fra DHI’s eksperter, Krüger A/S og HOFOR. Ved at anvende DHI’s OpenFOAM CFD-modellering (Computational Fluid Dynamics, numerisk strømningsmodellering på dansk) som et hurtigt udviklingsværktøj var parterne i stand til at etablere en interaktiv designproces baseret på præcise og illustrative hydrauliske simuleringer af strømningerne i pumpestationen.

Svaghederne findes

Visualiseringerne gør det muligt at identificere svagheder i designet, for eksempel uønskede strømhvirvler ved pumpeindtag. Baseret på disse resultater var DHI sammen Krüger A/S og HOFOR i stand til at foreslå forbedringer i designet, hvilket har resulteret i forbedrede strømforhold i anlægget. Projektleder Bjarne Jensen, som er hydraulisk ingeniør på DHI, udtaler om projektet:

-Ved at have de mest dynamiske redskaber til rådighed og en tæt og fokuseret kommunikation med kunderne blev det muligt for os at håndtere denne svære udfordring på kort tid.

Baseret på DHI’s CFD-modeller vil HOFOR og Krüger A/S nu gå videre med at udvikle denne kritiske infrastruktur, så man kan sikre et renere vandmiljø for indbyggerne i København både nu og i fremtiden.

Læs mere på DHIs hjemmeside.