De mange muligheder med IIoT & Industri 4.0

Industri 4.0 er på alles læber, men danske virksomheder tøver med at anvende det i praksis. Heldigvis er det muligt at overvinde barrierne, og hvis man først får brudt dem ned er mulighederne mange – rigtigt mange.

Af Morten Wagner, FORCE Technology

Danske virksomheder er udmærket klar over, at internettet er kommet for at blive. Det er en teknologi og en infrastruktur, som muliggør nye måder for alting at være forbundet på –  også hvad angår produkter og produktionsudstyr. Af forskellige årsager er danske virksomheder mere forsigtige end vore internationale konkurrenter med at tage handling og kaste sig ud i nye eventyr på denne front. Dansk Industri (DI) offentliggjorde fx i juli 2015 deres “Every.Thing.Connected” rapport, sammen med Ericsson og Deloitte. Her fremgår at 60% af de adspurgte 35 danske virksomheder har igangsat ét eller flere IoT-initiativer – mens hele 79% af de udenlandske konkurrenter allerede er i gang. DI’s undersøgelse er baseret på større virksomheder; kigger vi på små og mellemstore danske virksomheder, er langt færre i gang, hvilket kan være specielt problematisk, hvis markedet fortsætter udviklingen mod efterspørgsel af IIoT (Industrial Internet of Things) og Servitization løsninger.

Fra anlægsudgifter til driftsudgifter

IIoT og Industri 4.0 vil først og fremmest betyde et skift fra fokusering på anlægsudgifter (CAPEX) til driftsomkostninger (OPEX). I stedet for at investere i dyrt udstyr og satse på at en produktion kan forrente en stor investering, vil vi se stigende efterspørgsel efter andre modeller, hvor fokus er på driftsomkostninger og hvor vi betaler for vores produktionsudstyr efterhånden som det producerer værdi for os. Softwareindustrien har allerede været igennem sådan en udvikling; mange ’As A Service’-softwarepakker erstatter tidligere tiders større investeringer i softwarepakker.

I sidste halvår af 2017 gennemførte FORCE Technology i samarbejde med blandt andre innovationsnetværket ServicePlatform, Alexandra Instituttet, CBS og Odense Robotics et forløb omkring servitization ved hjælp af IIOT og Industri 4.0 for 6 danske SMV’er. Alle disse virksomheder havde planer om at udvikle deres produkter med IIoT, men alle var på forskellige stadier rent implementeringsmæssigt. Overordnet set skinnede 3 primære udfordringer igennem:

  • Hvordan tilegner man sig færdigheder til at udvikle og drive en stabil og langsigtet IoT løsning, når man hidtil har fokuseret på produktudvikling?
  • Hvordan sikrer man sig, at sikkerhed, oppetid og generel QOS bliver høj nok?
  • Hvordan vil markedet modtage éns løsning, og hvordan sikrer man at forretningsmodellen ’holder’?

Egentlig er de tekniske udfordringer ikke de værste, men kombinationen af at det at tilføje IoT til sit produkt rent faktisk er produktudvikling, der substantielt kan ændre ens værdi-tilbud, samtidig med at det højst sandsynligt vil udfordre ens organisation på eksisterende kompetencer og daglige opgaver, gør springet til en øvelse, der rækker ud over at eksperimentere med ny hardware.

IoT modenhedstrin

Industri 4.0 og IIOT kan således implementeres på mange niveauer – og der findes en hel del modeller som søger at skitsere, hvordan man stiger op af modenhedstrappen og når den endelige ’IoT Nirvana’. Bruger du nogle timer på Google emnet, vil du finde IoT modenhedsmodeller fra Tony Shah, Amyx, Gartner Group, Microsoft, Vitria, Exosite, ThingWorx, Bosch+St.Galen og mange flere.

Typisk starter mange fra den simple enkelte internet-forbundne sensor, og lader så deres modenhedsmodel vandre igennem et forskelligt antal af mellemliggende stadier af mere og mere avancerede implementeringer mod en endelig og voldsom total transformation af ens forretning.

Men der kan faktisk findes fordele alle steder, selv fra den simple løsning med mindst mulige opkobling til den avancerede, fulde ny-implementering af virksomhedens forretningsmodel, baseret på fuld-autonome og intelligente produkter.

Nogle af de generelt interessante muligheder på de forskellige modenhedsmodeller er:

  • Simpel monitorering af udstyr dvs. overvågning og kontrol af simple tærskelværdier.
  • Analyse af data med henblik på reducering af fejlsituationer og nedetid
  • Optimering af produktivitet, effektivitet samt forlængelse af udstyrs levetid
  • Salg af data og fx performance-analyser til kunden
  • Autonom konfigurering, optimering og fx bestilling af forbrugsvarer
  • Helt ny OPEX-baseret forretningsmodel og dermed ny placering i kundens værdikæde

Du kan finde nogle konkrete cases fra nogle af de forskellige modeller her

Kontakt

Har du spørgsmål om IoT eller kunne du tænke dig hjælp til at komme i gang med IIoT & Industri 4.0, så kontakt Morten Wagner, Head of IdemoLab, FORCE Technology, tlf. (+45) 72 19 42 88, e-mail: mw@force.dk.