Dansk robotvirksomhed vil give byggebranchen vokseværk

De sidste fire år har virksomheden Robot At Work arbejdet på at få robotter ud på byggepladserne, hvor de kan arbejde sammen med håndværkerne. En stor del af byggebranchens virksomheder kan nemlig ikke skabe vækst på grund af manglende arbejdskraft.

Det fortæller Finn Christensen, som er CEO hos Robot At Work.

– Vi kunne se, at der var et behov. Ser man europæisk på det, så mangler vi 40 procent af arbejdskraften til renovering af vores bygninger. Derudover kan 30 procent af byggebranchens virksomheder i Danmark ikke vækste på grund af mangel på arbejdskraft, siger han.

Robot At Work er en mindre virksomhed, som fokuserer på robotautomatisering i byggeindustrien. Gennem ROBOTT-NET – et netværk af de ledende teknologiske serviceinstitutter inden for robotteknologi i Europa – har Robot At Work fået hjælp fra Teknologisk Institut og engelske Manufacturing Technology Centre (MTC).

Med en såkaldt ”voucher” har virksomheden modtaget støtte til at udvikle en robotløsning, som kan arbejde på selve byggepladsen side om side med håndværkerne.

– Det, der konkret er kommet ud af arbejdet med MTC og Teknologisk Institut, er, at de har været med inde over i forhold til at klargøre softwaren, så vi kan kommunikere til den nye robotløsning, vi har udviklet.

Teknologisk Institut og MTC har også været med til at kigge på sikkerheden for den nye robotløsning ude på byggepladsen, siger Finn Christensen.

Robotløsning løfter byggebranchen

Robot At Work har udviklet et smart interface, som kan styres med en tablet eller en smartphone. På den måde behøver håndværkeren hverken at have forstand på robotter eller teknikken omkring dem.

– Det hele bliver styret direkte fra bygningskonstruktørens tegning, og så bliver der leveret en arbejdspakke, som passer præcis til den opgave, han skal lave ude på byggepladsen, siger Finn Christensen.

Her kan du se en video, hvor Robot At Works robotløsning er i aktion