Danmark på pålidelighedslandkortet i 2018

I løbet af 2018 er Danmark i den grad på det internationale pålidelighedslandkort for elektronikprodukter. Tre store konferencer afholdes på dansk jord, hvilket er en nem og billig mulighed for danske virksomheder at holde sig opdateret med de nyeste tendenser indenfor pålidelighed og produktudvikling.

Af Susanne Otto, FORCE Technology

Danmark fyldte meget på pålidelighedslandkortet i 1980’erne med professor Jørgen Møltoft’s forskning i pålidelighed. Nu er vi tilbage igen. AAU har de sidste 5 år forsket i pålidelighed af effektelektronik og FORCE Technology har siden 2016 haft et stort projekt om pålidelig produktudvikling baseret på ”Physics of Failure” for slet ikke at tale om den store aktivitet i virksomhederne, som vi hører om i erfa-grupperne.

I 2018 afholdes der 3 store konferencer afholdes på dansk jord indenfor emnet pålidelighed af elektronik produkter. Det giver en nem og billig mulighed for danske virksomheder at holde sig opdateret med de nyeste tendenser og udveksle erfaringer med internationale fagfæller.

ARDC Europe-konferencen

ARDC Europe (Applied Reliability and Durability Conference) blev afholdt i København 24. – 26. april 2018. Indlæggene fra europæiske virksomheder og universiteter satte fokus på det anvendelsesorienterede med praktiske cases bl.a. indenfor pålidelighed, durability, kvalitet, life-cycle-vedligeholdelse af aktiver.

Se mere her

ESREF-konferencen

1. – 4. oktober 2018 er ESREF (European Symposium on Reliability of Electron Devices, Failure Physics and Analysis) tilbage i Danmark efter 20 år. Hovedformålet for ESREF er at samle og opdatere de europæiske pålidelighedseksperter på det højeste verdensniveau. Aalborg Universitets pålidelighedsgruppe ledet af professorerne Frede Blåbjerg og Francesco Iannuzzo arrangerer ESREF i AKKC – Aalborg Kongres & Kultur Center.

”Vi er stolte af at kunne tiltrække eksperter fra hele verdenen til Danmark”, siger ESREF 2018 formand Francesco Iannuzzo. ”Det viser, at dansk forskning er konkurrencedygtig på højeste niveau på pålidelighedsområdet. Vi arbejder lige nu på programmet, og der vil blive en masse spændende initiativer. Vi forventer mere end 400 deltagere, og lige nu er vi ved at arrangere 3-4 workshops omkring de hotteste emner i dagens virksomheder, herunder bilindustri, rumindustri og selvfølgelig også vedvarende energi,” siger Francesco Iannuzzo.

Se mere her

Pålidelighed og Physics of Failure

Finalen på dette store pålidelighedsår bliver FORCE’s konference ”Pålidelig produktudvikling baseret på Physics of Failure” den 31. oktober 2018. Temaet for konferencen bliver, hvordan man kan udnytte viden om ”Physics of Failure” i forbindelse med udvikling af pålidelige produkter. Michael Pecht fra CALCE på University of Mayland er hovedtaler, og der er indlæg fra virksomheder såvel som projektets deltagere. SPM’s medlemmer inviteres som tidligere til at deltage gratis.

Udover disse 3 kommende arrangementer, har IN SPE projektet med DTU som arrangør allerede i januar 2018 afholdt en konference omkring ”Climatic reliability of electronics”.

Kontakt

For mere information om konferencerne og eller om produktpålidelighed generelt kontakt Susanne Otto, Senior Specialist, FORCE Technology, email suo@force.dk, tlf. +45 43 25 10 13.