Danfoss udvikler termostat i TestSelv-faciliteter

Danfoss har i forbindelse med et IoT-udviklingsprojekt benyttet DELTA – En del af FORCE Technology, og afdelingens nyoprettede IoT TestSelv-faciliteter i Aarhus. Hensigten var at lave 2D-udstrålingsmålinger på en antenne i en af deres termostater, så designet kunne optimeres.

Af Nanna Bastved

Forhåndsvurdering af nyt produkt

Med TestSelv-målingen ønskede Danfoss at eftervise retningen af antennes udstråling, så udviklingsteamet efterfølgende kunne tilrette antennedesignet:

”Målingen har givet os en bedre fornemmelse af, i hvilken retning antennen sender effekten ud, og hvor det vil give den bedste oplevelse for vores kunder,” fortæller Jesper Bruhn Hansen, som til dagligt arbejder som R&D Engineer hos Danfoss, hvor han er med til at udvikle den nye generation af termostater med trådløs funktionalitet.

Han påpeger, at for Danfoss er det vigtigt, at antennedesignet bliver optimeret til kunderne, så de oplever, at den trådløse forbindelse er lige så robust, som det, Danfoss er kendt for i deres produkters mekanik og elektronik. Målingsresultaterne har givet R&D-teamet vigtige input til, hvad der kan justeres i antennedesignet, så det færdige produkt bliver endnu bedre.

”IoT TestSelv-faciliteterne er for os en fin måde at lave forhåndsvurderinger på produktet på. Vi har allerede god erfaring med vores produkter, som vi bygger videre på. Ved at lave TestSelv-målinger i de tidligere udviklingsfaser, er vi bedre rustet til at lave den endelige test af produktet, når det er færdigudviklet,” uddyber Jesper Bruhn Hansen.

Mere indflydelse og aktiv rolle

Med IoT TestSelv-faciliteter kan man benytte det tilgængelige måleudstyr til selv at lave egne testopstillinger og målinger. Jesper Bruhn Hansen sætter pris på den aktive rolle, som giver større indflydelse og effektivitet i testforløbet.

”Fordelen ved at bruge TestSelv-faciliteterne er, at vi er mere aktive i testforløbet og derved mere effektive. Ofte kræver det indgående kendskab til vores produkter, fx hvordan service-interfacet virker, for at lave testopstillingen og målingen,” fortæller Jesper Bruhn Hansen.

Skulle der opstå problemer, eller har man brug for at få afklaret spørgsmål undervejs i TestSelv-forløbet, står eksperter dog klar til at hjælpe.

Økonomisk gevinst

TestSelv-faciliteterne giver god fleksibilitet for virksomhederne, som kan udføre testene, når det passer i deres projektforløb. Desuden er TestSelv en god måde at holde prisen på test og testudstyr nede.

”Det er oplagt at virksomheder, der ikke har faciliteterne til at måle selv, kan drage fordel af at bruge DELTA’s TestSelv-faciliteter. DELTA er et godt omdrejningspunkt, for ofte er det meget omkostningsfuldt at teste de her ting selv. For os er det en fordel, at vi ikke skal ud at investere i dyre måleinstrumenter. Udstyret skal jo også holdes vedlige,” udtaler Jesper Bruhn Hansen og tilføjer: ”Hvis man er helt ny på området, kan det være en god idé at være med i EMC Klubben eller IoT & Wireless Klubben, hvor man få noget brugbart grundviden.”

3 typer IoT TestSelv-tests

IoT TestSelv-faciliteter giver virksomhederne mulighed for selv at udføre prætest af deres produkter undervejs i produktudviklingen og sikre et bedre trådløst produkt. Faciliteterne er tilgængelige for IoT og Wireless Klubbens medlemmer, og DELTA tilbyder 3 typer IoT TestSelv-tests:

  • Test af immunitet overfor elektrostatiske udladninger (ESD)
  • Antennetilpasning – optimering af den trådløse rækkevidde
  • Måling af 2D antenneudstrålingsmønster – verificering af at antennedesignet har den ønskede trådløse rækkevidde

Læs mere om IoT & Wireless Klubben her.

Mere information

For yderligere information om DELTA’s IoT TestSelv-faciliteter og IoT & Wireless Klubben kontakt Rasmus Brun Behnke, EMC specialist, DELTA, tlf. +45 20 21 38 43 eller Anders P. Mynster, seniorkonsulent, tlf. +45 72 19 44 25.

Læs mere om denne og andre relaterede cases her.

DELTA og FORCE Technology fusionerer

Fra 2017 bliver DELTA en del af FORCE Technology. Fusionen medvirker til et stærkere GTS-net til gavn for dansk erhvervsliv. Her kan du læse mere om fusionen:

På dansk

På engelsk