EPD

Første dansk-registrerede EPD ser dagens lys

I efteråret 2013 blev EPD Danmark lanceret af Teknologisk Institut. Nu er den første dansk-registrerede miljøvaredeklaration færdig og flere er på vej.

Det er virksomheden ISOKLINKER ApS fra Risskov ved Århus, som er indehaver af EPD Danmarks første miljøvaredeklaration. ISOKLINKER er et isoleringssystem til energirenovering af eksisterende facader og virksomhedens ejer er stolt af at kunne fremvise deres nye miljøvaredeklaration.

”Vi tror på, at bæredygtighed i byggeriet og ikke mindst synlighed af et produkts miljøbelastning i en livscyklusbetragtning er en vigtig forudsætning for at kunne bygge sunde og gode bygninger både nu og i fremtiden. Derfor har vi valgt at få lavet en miljøvaredeklaration”, siger Søren Holmelund fra ISOKLINKER ApS.

Det overordnede mål med en miljøvaredeklaration, på engelsk Environmental Product Declaration (EPD), er at give relevant og verificeret information om miljøbelastningen fra bl.a. byggevarer.

EPD er dansk og internationalt anerkendt

Byggebranchen har gennem EPD Danmark nu muligheden for at udgive danske miljøvaredeklarationer, som er internationalt anerkendte. EPD Danmark er en ordning som administreres af Teknologisk Institut og som er indlemmet i ECO platformen, det mest seriøse Europæiske harmoniseringsinitiativ til dato inden for området. Mathias Høeg er chefkonsulent i EPD Danmark og har været med fra initiativets spæde start og til nu, hvor EPD Danmarks første EPD er færdig. Han er glad for, at danske virksomheder nu kan få udviklet EPD’er i Danmark, som samtidig er internationalt anerkendte.

”Udviklingen og udgivelsen af miljøvaredeklarationer (EPD) for byggevarer administreres af såkaldte EPD programmer, eller ordninger. Disse ordninger er underlagt et sæt retningslinjer, som sikrer ensartet kvalitet og indhold i de miljøvaredeklarationer, der udvikles. I vores europæiske nabolande har sådanne ordninger eksisteret i adskillelige år, og nu er den danske byggebranche altså også at finde på Europakortet”, siger Mathias Høeg og uddyber: ”At vi har fået EPD Danmark betyder, at danske byggevareproducenter nu har et sted at gå hen, hvis de skal have udviklet EPD’er for deres produkter i en dansk kontekst, og samtidig gerne vil være sikre på, at kvaliteten og indholdet er accepteret i Europæisk sammenhæng”.

Materialekrav til bæredygtigt byggeri

En EPD fungerer som dokumentation for en byggevares miljømæssige egenskaber, og er direkte relateret til den nye Byggevareforordnings krav om bæredygtighed. Det europæiske marked for byggevarer ruster sig derfor i denne tid til at skulle håndtere materialekrav relateret til det bæredygtige byggeri. Bl.a. derfor er Europas udbydere af miljøvaredeklarationer, altså EPD programmerne som EPD Danmark, gået sammen med bl.a. Construction Products Europe om stiftelsen af ECO Platform, for herigennem at ensrette og forberede EPD-formatet til CE-mærkningen.

Læs hele artiklen.

Vil du vide mere? Kontakt:

Mathias Høeg
Tlf.: 72 20 10 43
mshk@teknologisk.dk