Det bør man overveje ved kravspecifikationer for plastmaterialer

Kravspecifikationer ender alt for ofte med at være besværlige og dyre at udarbejde og vedligeholde i forhold til den værdi virksomheden får ud af det. En kravspecifikation kan sagtens være et værdifuldt værktøj, hvis den baseres på funktionaliteten i produktet, og de elementer der indgår – og ikke blot er en indkøbsliste, der ikke står til at ændre.

Michael Pilgaard, polymerspecialist, FORCE Technology

Et af de problemer der ofte ses ved produkter og produktudviklinger er, at en godkendt kravspecifikation ikke står til at ændre. Også selvom den senere hen ikke giver mening, eller viser sig at være baseret på fejlagtige antagelser eller beregninger. Problemet bunder ofte i ufleksible fortolkninger af f.eks. design freeze eller interne beslutningsprocesser eller kommunikationsveje, der ikke er understøttende for innovation.

Det kan være vanskeligt at ændre strukturerne i en virksomhedskultur. Men man kan i stedet anvende en mere pragmatisk og anvendelsesorienteret tilgang til kravspecifikationer, hvor man fra starten indbygger en vis fleksibilitet i de enkelte specifikationer.

Dette er ikke simpelt, og det løser heller ikke alle problemer, men det er en måde at reducere mængden af potentielle problemer i både udviklings- og produktionsfaserne. Der er naturligvis flere overvejelser, man med fordel kan gøre sig, afhængig af firmapolitikker, produkter og fremstillingsteknologier. Derfor skal de fem overvejelser herunder ikke ses som en færdig liste, men som et godt sted at starte.

1. Krav til råvarens beskaffenhed

Når man spørger en virksomhed om hvad det er for en råvare de anvender, er standardsvaret handelsnavnet og evt. leverandøren på råvaren. Hvad det reelt er for et materiale, fortaber sig hurtigt ud i det uvisse, og allerede her, har man åbnet op for problemerne. Hvad er det der er vigtigt ved materialet, for den pågældende anvendelse? Er det smeltepunkt, renhed, toksikologisk profil eller noget helt andet?

Man er nødt til at vide hvorfor man bruger den pågældende råvare fremfor en anden. Hvad er det for egenskaber ved råvaren, der gør den anvendelig og omvendt: hvilke egenskaber ville gøre materialet uanvendeligt?

Materialespecifikationen skal således afspejle kravene til materialeegenskaber – ikke navnet på den billigste handelsvare der opfylder materialekravet ved kravspecifikationens udfærdigelse.

2. CAS-nummer og renhed

Mange virksomheder specificerer i en kravspecifikation, at der skal anvendes x % af Handelsnavn A, y % af handelsnavn B og så fremdeles. Nogle virksomheder har en backup, således, at hvis råvaren med handelsnavn A ikke kan skaffes, så bruger man råvaren med handelsnavn C. Fremgangsmåden giver anledning til to problemer:

  1. Man er låst fast på en specifik leverandør og deres priser og leveringsbetingelser.
  2. Opstår der forsyningsproblemer eller leverandøren ændrer på råvaren, er man låst fast. Ved at have valideret alternative råvarer, kan man minimere dette problem, men det fjerner ikke problemets årsag.

Materialespecifikationen på råvaren kan ofte koges ned til et CAS-nummer og en renhed. Er der tale om råvarer, hvor der kan være store forskelle inden for samme materiale, skal der tilføjes krav til materialet. Dette ser man bl.a. inden for polymerer, hvor man kan have forskellige molekylvægte, substitutionsgrader, additiver og andet. Disse oplysninger tilføjes efter behov, men man starter med CAS-nummer og renhed.

Der kan være råvarer, hvor der kun er den ene leverandør. Dette gælder bl.a. visse unikke polymerer eller compounds. Også her starter man med CAS-nummeret og renheden. Der kan dukke nye leverandører op, og man kan risikere, at producenten af en given råvare laver om på produktet (og glemmer at oplyse kunden om det). Derfor er man som virksomhed nødt til at være helt skarp på materialesammensætning og renhed.

Læs mere her

Dette er et uddrag af en artiklen som oprindeligt er bragt i Plast Panorama nr. 1, januar 2018.