Bioteknologi adresserer FN’s verdensmål inden for Sundhed

En række af FN’s verdensmål inden for sundhedsområdet vil blive opfyldt ved hjælp af bioteknologi og en række understøttende teknologier. Bioneer er et af de GTS-institutter, der arbejder med disse teknologier, og som stiller sine faciliteter til rådighed for lægemiddel-industrien. 

Den bioteknologiske revolution startede for alvor i slutningen af 70’erne efter opfindelsen af den rekombinante DNA teknologi (gensplejsning). Teknologien muliggjorde overførslen af et stykke DNA sekvens isoleret fra en organisme (et menneske) til en anden art (en bakterie), som så kunne anvendes til fremstilling af et givent protein ved dyrkning af den pågældende bakterie.

Lige siden er E. coli bakterier og andre typer af produktionsorganismer blevet anvendt til fremstilling af et hav af rekombinante proteiner som vaskemiddelenzymer eller ingrediensenzymer til vaskemiddel- eller ingrediensindustrierne.

Sundhedsområdet er i den grad også blevet revolutioneret af gensplejsningsteknologien, som har banet vejen for fremstilling af en lang række af såkaldte biologiske lægemidler, herunder fx antistoffer, der anvendes i kræftbehandling og i behandling af sygdomme som fx sclerose osv.

Leverer knowhow

Bioneer er en aktiv leverandør af knowhow i forbindelse med udvikling af de fremstillingsprocesser, der tilvejebringer denne type lægemidler. Bioneer har gennem mange år sammen med partnere i ind- og udland været involveret i fremstilling af vaccinekomponenter til forebyggelse af forskellige sygdomme.

Bioneer har bl.a. været involveret i malariaområdet sammen med Statens Serum Institut, hvor Bioneer leverede proteinproduktionsteknologi baseret på sit patenterede mælkesyrebakteriesystem til produktion af vaccinekandidater. Vaccinen er nu på vej gennem de kliniske faser, hvor det bliver undersøgt, om den er sikker og effektiv.

Desuden har Bioneer leveret teknologi og fremstillingskompetencer til en dansk virksomhed, der udvikler vacciner mod bakterieinfektioner, som kan være kritiske i forbindelse med graviditet og fødsel. Også denne vaccine er i klinisk udvikling.

På den internationale bane var Bioneer gennem flere år involveret i udvikling af en HIV-vaccine i et større EU-projekt koordineret af franske Sanofi Pasteur.

Bioneer forventer i de kommende år at øge deres bidrag til arbejdet med udvikling af vacciner og biologics med bioteknologi og understøttende teknologier.

Publikation med cases om FN’s 17 verdensmål

Denne case indgår i en publikation, som GTS udgav i september 2018. I publikationen indgår en række cases om, hvordan GTS-institutterne og danske virksomheder understøtter arbejdet med FN’s verdensmål.

FN’s 17 verdensmål – fra ambition til marked