Bæredygtighed betaler sig

Troldtekt producerer og sælger bæredygtige akustikplader til byggeriet. Virksomhedens produkter er ”Cradle to Cradle” certificeret, og Troldtekt arbejder bevidst med FN’s verdensmål. Arbejdet med energi og miljø har dermed fundet vej helt ind i virksomhedens maskinrum. Det er en investering, der giver en stor konkurrencefordel. 

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

”Vores produkter blev allerede ”Cradle to cradle” certificeret i 2012. Det skete, fordi vi havde et ønske om at finde en struktureret proces, når vi kigger efter materialer og underleverandører. Derfor var det helt naturligt for os at arbejde med FN’s verdensmål, da de blev lanceret”, fortæller Peer Leth, adm. direktør i Troldtekt.

For en mellemstor virksomhed som Troldtekt, har det været umuligt at arbejde med samtlige 17 verdensmål. Virksomheden har derfor valgt at arbejde med de to mål, hvor den har størst impact.

”Da bæredygtighed er en del af vores DNA, og vi arbejder med cirkulær ressourceøkonomi, har vi valgt at arbejde med mål 12 ”Ansvarligt forbrug og produktion” og mål 15 ”Livet på land”, for det er her, vi bedst kan være med til at præge udviklingen”, fortæller Peer Leth.

Troldtekt udgiver hvert år en CSR-rapport, hvor de redegør for virksomhedens samfundsansvar, herunder bl.a. arbejdet med de to udvalgte verdensmål, virksomhedens impact på miljøet, forbrug af råvarer og arbejdstagerrettigheder.

Ønske om bæredygtighed stiller krav til underleverandører

Peer Leth fortæller, at for at kunne leve op til de store ambitioner, er det nødvendigt at stille krav til de leverandører, virksomheden samarbejder med:

”Når man arbejder med bæredygtighed og med verdensmålene, handler det om at presse bagud i værdikæden og sikre, at underleverandørerne også handler ansvarligt. Derfor har vi krav til alle de leverandører, der samarbejder med os. Vi vil hellere tage en investering, der er større, hvis det kan betale sig på den lange bane”.

Denne tilgang har bragt arbejdet med bæredygtighed helt ind i virksomhedens maskinrum, og det giver en konkurrencefordel.

”På den lange bane bliver bæredygtighed en væsentlig faktor for alle virksomheder. Så hvis man er på forkant, som vi er, så står man stærkt i markedet, fordi man er langt foran konkurrenterne, der måske først skal i gang med at tænke det ind i forretningen”, siger Peer Leth og fortsætter

”Alle Troldtekts medarbejdere er ambassadører for sagen. De ved, det er vores DNA, og at vi hele tiden prioriterer de her ting. Når man sætter sin ambition så højt, som vi gør, så laver vi også nogle fravalg undervejs, for vi tager ikke de nemme valg. Vi går ikke på kompromis med vores langsigtede ambitioner”.

Tæt samarbejde med GTS-institutter

Når Troldtekt skal på eksportmarkederne, kræver det dokumentation, og her samarbejder virksomheden tæt med GTS-institutterne. I øjeblikket samarbejder Troldtekt med Teknologisk Institut og DBI, men de har også haft samarbejder med FORCE Technology. Opgaven for GTS-institutterne er at dokumentere og certificere Troldtekts produkter, så køberne kan være 100 pct. sikre på, at produkterne lever op til det, de lover.

”Alle dele i vores produkter skal kunne genanvendes efter brug. Derfor har vi en tæt dialog med GTS-institutterne om vores materialevalg. Dermed sikrer vi, at vi kun bruger sunde materialer, hvor produkterne kan vende tilbage til naturen som kompost, eller anvendes som råvare i nye produkter. Samtidig efterlever vi byggelovgivningen med hensyn til krav til brandtekniske egenskaber og konstruktioner. Dermed dokumenterer GTS-institutterne, at vi lever op til vores ambition om at være en bæredygtig virksomhed, hvor vores produkters egenskab er 3. parts verificeret. Det bruger vi som en del af vores markedsføring, fordi det skaber troværdighed, at vores produkter er certificeret af et uvildigt GTS-institut”.

Publikation med cases om FN’s 17 verdensmål

Denne case indgår i en publikation, som GTS udgav i september 2018. I publikationen indgår en række cases om, hvordan GTS-institutterne og danske virksomheder understøtter arbejdet med FN’s verdensmål.

Hent publikationen: FN’s 17 verdensmål – fra ambition til marked

Foto: Troldtekt