App gør tegninger til byggepladsen levende

Der er et uforløst potentiale for innovation i byggeriet. Blot 8 pct. af virksomhederne har en høj grad af digitalisering mod 42 pct. i andre brancher. Med en nyudviklet app, der med hjælp fra Augmented Reality (AR) visualiserer montering af stilladser, er PASCHAL Danmark A/S forgangsvirksomhed.

Af Dorthe Sjøbeck Christiansen, informationschef i GTS-foreningen

Når PASCHAL Danmark A/S udlejer sine forme til at støbe betonvægge eller sit materiel til understøtning (stilladser) af motorvejsbroer, følger der altid en tegning med.

Hidtil har denne tegning været i 2D. Nu har PASCHAL i samarbejde med Alexandra Instituttet udviklet en AR-app, der kan visualisere arbejdet med understøtningen i 3D i den virkelige verden. Appen kan nemt installeres på kundens Iphone eller iPad.

”Med 3D tegninger giver vi den elektroniske tegning liv ved at vise den som en del af den virkelige verden. Montøren ser, så at sige, den elektroniske 3D-model oven på de rigtige stilladskomponenter i den fysiske verden”, fortæller Jim Koldborg, CIO i PASCHAL.

3D visualiseringen giver en bedre forståelse af tegningen og nedsætter risikoen for fejl på byggepladsen. Samtidig bliver det nemmere at vurdere om designet modsvarer kundens ønsker. Det bidrager til større effektivisering og sikkerhed.

”Med appen kan kunden se brounderstøtningen på mødebordet og ude på selve byggepladsen i den rigtige størrelse, inden de går i gang. Det tilfører stor værdi virtuelt at se monteringen fra alle mulige vinkler og afprøve forskellige scenarier. Man kan forudse, om understøtningen giver udfordringer i den virkelige verden, og om der er brug for tilpasninger af tegningen, inden arbejdet går i gang”, siger Jim Koldborg.”.

Når understøtningen er monteret, bruges AR-visualiseringen til manuel kontrol af, at understøtningen er opstillet korrekt iht. den elektroniske tegning. Det minimerer væsentlig risikoen for fejlmontage.

Det koster ikke kunden mere at få appen med, og der er derfor tale om at tilføre merværdi til den ydelse, kunden allerede køber.

InnoBooster banede vejen

Udviklingen af den nye AR-app er muliggjort med støtte fra en InnoBooster under Innovationsfonden. Men virksomheden har også selv investeret i appen.

”Når det drejer sig om spinoff på udviklingsarbejdet, så betaler vi af egen lomme”, fortæller Jim Koldborg.

Den økonomiske håndsrækning har være afgørende, fordi den gav adgang til GTS-kompetencer.

”Det har været genialt at få adgang til Alexandra Instituttets digitale kompetencer og utroligt givende at få et tæt samarbejde til GTS-specialister, der virkelig brænder for det, de gør”, siger Jim Koldborg og fortsætter: ”Vi har prøvet nogle lidt vilde ting af. I det arbejde er specialisternes adgang til et stort bagland af fagnørder et stort plus, fordi de kan sparre med dem undervejs. Vi kan fejle hurtigt, og dermed bringe os hurtigt videre i rigtig retning”, fortæller Jim Koldborg.

Performanceregnskab for GTS-net 2019

Denne case har været bragt i Performanceregnskab for GTS-net som du kan hente her